Ti års jubilæum hos Heidis Kro
Fredag den 31. marts var der fest i Harridslev. Der blev flaget over hele byen, og bilerne strømmede til. Indehaver af Heidis Kro, Heidi Risgaard Petersen bød på lækkerier og rigeligt at skylle halsen med.
Selvom hun denne dag kunne fejre 10 år og 5 måneders jubilæum, var det 10 året den 1. oktober sidste år, som skulle markeres.
På grund af travlhed med julefrokoster, nytårsmenuer, vildtaftener, torsdage med stegt flæsk og meget mere, havde der ikke været tid til at fejre det før.
Heidis Kro har længe haft succes med at servere stegt flæsk ad libitum hver torsdag.
– Hver torsdag har vi mellem 50 og 100 kunder til stegt flæsk og persillesovs, fortæller Heidi Risgaard Petersen.
– Nu er vi begyndt at tilbyde tapasbuffet hver fredag. Det er dog kun frem til den 7. april, hvor vi holder en pause på grund af alle de planlagte konfirmationer, oplyser Heidi Risgaard Petersen, og understreger, at kroen igen fra juni genoptager aftenerne med tapasbuffet.
– Hvis tapas-aftenerne fortsat bliver en succes, overvejer vi at de bliver en fast del af de tilbud, som kroen vil tilbyde vore gæster, bemærker Heidi Risgaard Petersen, som forklarer, at kroen også har haft stor succes med at sælge tapas ud af huset.
Tapas er af spansk afstamning, og en tapasbuffet består af mere end 20 forskellige småretter og lækkerier.
I september 2015 åbnede Heidi Risgaard Petersen Spisestuen. Det var en kombination af cafeteria og Take Away. Det blev indrettet i den tidligere avlsgård til præstegården i Harridslev. Fra 1909 og frem til en gang i 1960’erne stod der heste til venstre, og køer til højre.
Stedet blev så stor en succes, at Heidi Risgaard Petersen efter kun 7 måneder. Der blev flere og flere selskaber, som lejede sig ind, og derfor var der for ofte lukket for gæster, som kom spontant forbi.
At Heidis Kro og SpiseStuen er populær fremgår af regnskaberne. Omsætningen er øget hvert eneste år. Også på trods af finanskrisen.
Hvis populariteten kan måles på antallet af gæster, er der ingen tvivl. Selv da Randers Netavis besøgte kroen i en stille periode, var de fleste borde besat af feststemte mennesker, og antallet af gaver på gavebordet øgedes med antallet af besøgende, og bugnede til sidst af små og store gaver.
Hvis maden hver gang smager, som det gjorde til jubilæet, så kan vi meget stærkt anbefale både Heidis Kro og tapasbuffet’en.
Kommentarer