Svar på børneområdet i Assentoft
Af Niels Erik Christensen, Medlem af byrådet, Venstre
I et indlæg på Randers Netavis den 5. november 2021, har Byrådskandidat Anker Boje efterlyst en plan for pasning af børn i Assentoft.
Anker Boje fokuserer i sit indlæg alene på Assentoft, trods det at Byrådet i Randers har ansvaret for at stille daginstitutionspladser til rådighed for alle børn i Randers Kommune. Anker Bojes indlæg handler om hvad han synes, men indlægget fortæller ikke hvad Anker Boje hidtil har gjort, eller hvad han har tænkt sig at gøre, såfremt han bliver genvalgt.
For en god ordens skyld vil jeg derfor hjælpe og gengive de kommende planer, som fremgår af Børne og familie udvalgets dagsorden fra den 12. oktober 2021, sag nr. 95.
- Tilbygning af vuggestuegrupper i Børnehaven Tryllefløjte med plads til 26 børn, med forventet ibrugtagning medio maj 2022.
- Ny daginstitution i Munkdrup med forventet ibrugtagning marts 2023 med plads til 100 børnehavebørn og 50 vuggestuebørn.
- 12 ekstra vuggestuepladser i Dagtilbud Sydøst som er taget i brug.
- 12 ekstra midlertidige børnehavepladser i Børnehuset Toftegården.
- Kristrup Børnehus konverterer børnehavepladser til 13 vuggestuepladser med virkning fra medio november 2021.
- Der oprettes 8 ekstra vuggestuepladser i Børnehuset Toftegården pr 1. november og yderligere 6 ekstra vuggestuepladser pr 1. december samme sted.
Derudover er ansat en dagplejer og hos andre dagplejere er indskrevet det femte barn.
Der oprettes tilbud om to natur-busser for børnehavebørn, med igangsætning af første bus fra 1. januar 2022.
Alt dette har et enigt Børne- og familie udvalg vedtaget, jeg må derfor formode at Anker Boje har gjort sin indflydelse gældende hos sin radikale ven og sin 3 socialdemokratiske kolleger i udvalget.
For mindre end 1 måned siden blev der vedtaget et budget for 2022. Under forhandlingerne kunne Anker Boje have bragt tankerne om pavilloner i spil. Det er ikke sket.
Det ligner derfor, at indlægget alene handler om valgkamp, frem for at forholde sig til realiteter og allerede trufne beslutninger.
Derfor kære forældre i Dagtilbud Sydøst, kontakt Pladsanvisningen når I ønsker information om plads til Jeres børn.
Kommentarer