Debat og politik

Studietur til Bruxelles foregik, mens EU var lukket

Anders Primdahl Vistisen trådte ud af Randers Byråd i 2014, efter han blev valgt som en af Dansk Folkepartis fire kommende medlemmer af Europaparlamentet. Foto:Carsten Lundager

Det er ikke kun Morten Messerschmidt, der har haft fingrene i EUs pengekasse. Dansk Folkeparti betaler 110.000 kroner tilbage for en studietur arrangeret af det tidligere medlem af Randers Byråd, Anders Vistisen. 

Ifølge Anders Vistisen, så var de 40 deltagere på turen hans egne, danske kampagnefolk, der havde hjulpet ham, da han kæmpede for at blive valgt til Europa-Parlamentet i 2014.

Studieturen blev støttet af Europa-Parlamentet med 110.000 kroner. Det fremgår af dokumenter, som DR er i besiddelse af. Kampagnefolkene skulle blandt andet besøge det kontor, hvor den EU-skeptiske alliance Meld hørte til, og hvor Dansk Folkeparti også er med. Det hele blev støttet med 110.000 kroner fra Meld-kassen.

– Rundturen foregik ved, at man så alle de her dejlige pladser, Berlamont-bygningen og Parlamentariet. Det var, hvad der kunne lade sig gøre, da det var en officiel helligdag i Belgien, siger Anders Vistisen til DR.

Professor: “vildledende”

DR har haft adgang til den aktivitetsrapport, Anders Vistisen har indsendt til Europaparlamentet. Her rejser eksperter tvivl om, hvorvidt studieturen var berettiget til EU-støtte, og om Anders Vistisen har oplyst Europaparlamentet korrekt.

Juraprofessor Lars Bo Langsted kalder over for DR, DF’erens oplysninger til EU-parlamentet for »vildledende«.

– Jeg er ret overbevist om, at man ikke ville give penge til en tur, hvor man besigtigede bygninger udefra, siger professoren til DR.

Vistisen: “Vi er blevet klogere”

Anders Vistisen, der selv er uddannet jurist fra Aarhus Universitet, forsvarer over for DR sine dispositioner med, at han betragtede arrangementet som værende inden for reglerne.

– Men vi er blevet klogere i løbet af det her forløb og mener ikke, at man altid skal bruge EU-midler, selvom man formelt set gerne må. Man skal tænke sig godt om, om det også er noget, som man kan stå på mål for over for den danske befolkning og andre, der har spurgt om det. Det er den nye linje.

Mulighed for retsligt efterspil

Ifølge jura-professor Lars Bo Langsted kan sagen nu få et retsligt efterspil, hvis der bevidst er givet forkerte oplysninger om, hvad støttekronerne er gået til.

– Der tegner sig et mønster af, at man meget systematisk faktisk har givet EU et sæt oplysninger og så har virkeligheden været en anden. Næsten en form for dobbelt standard, siger Lars Bo Langsted.

Anders Primdahl Vistisen sad Randers Byråd, før han i 2014 blev valgt ind i EU. Læs også her: DF’er fra Randers midt i skandalesag om EU-midler.

Kommentarer