Debatindlæg af Mads Bloch Kristensen, journalist og kandidat nr. 5 for Beboerlisten

Jeg havde egentlig ikke tænkt mig, at jeg skulle ud og kommentere ”sagen” om, at familiechef, Ann Hermansen, og tidligere spidskandidat for Liberal Alliance, Louise Brown, offentligt på Facebook skrev, at de skulle til ”mandestrip”.

Opslaget fik en reaktion fra Bjarne Overmark, som undrede sig offentligt over, om det var passende for en sygemeldt familiechef at skrive offentligt om den slags, og om dette var tegn på, at hun havde genvundet sin dømmekraft, fordi hun netop havde sygemeldt sig med denne begrundelse og skrevet dette rundt til sine ansatte i kommunen.

Efterfølgende viste det sig, at historien var det, som vi journalister kalder for en ”and”. 

Det passede ikke, at de to veninder skulle til strip – de skulle derimod til stand-up – men Bjarne Overmarks reaktion gav pludselig vind til en større diskussion om offentligt ansattes ytringsfrihed og ret til privatliv.

Mit håb var, at denne and af en sag lige så stille ville gå i sig selv, men det er jo valgkamp, så selvfølgelig gør den ikke det.

Alle håbefulde kandidater har været ude med en holdning og fået sig en gratis omgang valgflæsk på en sag, som løbende bliver blæst op af både sociale og traditionelle medier.

Så nu vil jeg også gerne have et besyv med.

To sider af samme sag

Fra mit perspektiv, så er der to pinde i sagen – princippet og metodikken – og lad os da starte med den første.

Princippet, som Bjarne Overmark hæver i sin kritik, handler om, hvorvidt en chef for en offentlig myndighed bør skrive offentligt om, at vedkomne tager til strip.

Her er jeg selv principielt af en anden holdning, og kunne egentlig godt ønske mig en virkelighed, hvor vi alle har friheden til at skrive offentligt om, hvorvidt vi ynder at tage til strip, i swingerklub eller på bordel, uden at det blev mødt af hverken undring eller kritik. 

Dermed ikke sagt, at det nødvendigvis er ”passende” at informere gud og hver mand om, men det principielle frihedsaspekt går jeg egentlig ind for, hvis det er dét, man har lyst til.

Men virkeligheden er en anden, og det smager af kønsdebat, at en kvindelig familiechef kvit og frit kan skrive, at hun tager til mandestrip, mens jeg er meget sikker på, at tilfældet havde været et andet, hvis det havde været kommunaldirektøren, der var rendt til strip, mens han var sygemeldt med ’manglende dømmekraft’.

I forhold til metodikken kan man også diskutere, om det var passende at Bjarne Overmark inddrog hele byrådet (plus det løse) i sin undring over familiechefens manglende eller tilbagevendte dømmekraft. 

Men her skal man lige være opmærksom på, at borgmester Torben Hansen på forrige byrådsmøde lukkede fuldstændig af for dialog om, hvorfor familiechefen i det hele taget var sygemeldt, og hvilken betydning familiechefens selvbeskrevne ’mangel på dømmekraft’ havde betydet for de sager, hun havde behandlet.

Det eneste, byrådets mindretal fik at vide om den sag, var, hvad de selv kunne læse i den rundsendte mail om familiechefens sygemelding. 

Og selv denne mail blev ikke udleveret af forvaltningen, men blev derimod overdraget fra undrende ansatte, som syntes det var sært, at det i sygemeldingen blev specificeret, at der var tale om manglende dømmekraft.

Bjarne Overmark havde med andre ord udtømt sine muligheder for at få svar indefra i sagen, og pludselig blev han gjort opmærksom på, at den sygemeldte familiechef skulle til strip med sin veninde, Louise Brown. Og det fik ham selvsagt til at undre sig.

Ville du ikke have undret dig, hvis du havde en sygemeldt medarbejder, som pludselig lavede opslag om, at nu skulle de i byen og til strip?

Påstande uden hold i virkeligheden

Bjarne Overmark har ikke krævet nogen konsekvens. Han har ytret en undring, som i min bog må være ganske rimelig.

Hvorfor blive vi så ved med at høre om denne ikke-sag?

Fordi de to implicerede, Ann Hermansen og Louise Brown, konstant blæser til gløderne, fordi det er valgkamp, og fordi det er nem journalistik, som kan laves fra skrivebordet, og giver godt med klik til maskinen.

Ann Hermansen og Louise Brown har øjensynligt et horn i siden på Bjarne Overmark, som de giver skylden for alverden.

Louise Brown har aldrig været i byrådet eller haft en personlig konfrontation med Bjarne Overmark, som alligevel måtte læg ryg til, at det være spidskandidatens grund for at trække sig fra valget. Men spørger du rundt i byrådssalen, så er der ikke mange af de siddende politikere, der kan genkende det billede, som Louise Brown tegner af samarbejdet eller manglen på samme.

Ann Hermansen har som familiechef naturligvis haft flere konfrontationer med Bjarne Overmark, fordi Beboerlisten tager de sager op, hvor forvaltningen har fejlet. Nu er hun så ude i pressen, hvor hun beskriver det som chikanøse personangreb, men ingen steder i pressen har jeg set, at nogen faktisk har fakta-tjekket familiechefens påstand om, at hun historisk er blevet udsat for urimelig og personlig chikane fra Bjarne Overmark.

Der bliver ene og alene henvist til den kørende ”sag”, hvor Bjarne Overmark har skrevet en efter min mening meget naturlig undring, og i mangel på svar fra borgmesteren og forvaltning har han stillet sit undrende spørgsmål offentligt.

Mediernes totale fravær af ansvar

Medierne tager med andre ord ikke ansvar i denne sag. Tværtimod, så lugter de konflikt og nemme læserklik. Amtsavisen har sågar lavet artikler, som ene og alene handler om deres egne afstemninger og kommentarer fra deres egne Facebook-opslag.

Medierne har også indhentet kommentarer fra gud og hver mand, som har haft lyst til at svinge en gratis omgang på denne slidte fastelavnstønde i håbet om, at der falder lidt vælgergodter ud til dem på stemmesedlen.

Det er trist, at hverken medierne eller ”kommentatorerne” ser, at det faktisk er dem og ikke Overmark, der skaber det utroligt negative fokus på Randers Kommune.

Stort set ingen har kigget på det historiske og bagvedliggende i sagen, men Roger Buch har da været flink nok til at fortælle om baggrunden til Din Avis Randers.

Offentligt ansattes ytringsfrihed

At sagen har skabt en større debat om offentligt ansattes ytringsfrihed er prisværdigt, selvom det er lodret idiotisk og latterligt, at det skulle blive en udløber af denne ikke-sag.

Hvor var det forsvar, da lærer og konsulent, Jørgen Schirmer, blev taget fra bestalling, fordi han udtrykte kritik af kommunens nedslagtning af folkeskolerne?

Hvor var det skjold, da tillidsmand på Stjernehuset, Anette Andersen, blev trynet og senere kaldt til tjenstlig samtale, fordi hun passede sit job og forsvarede en kollega mod justitsmord?

Ikke ét ord kom der om offentligt ansattes ret til ytringsfrihed.

Men når en sygemeldt familiechef offentligt plaprer om, at hun hopper i byen med sin veninde, så står alle klar?

Strip-sagen er ikke andet end en udkogt suppesten for valgflæsk i en kommunal valgkamp, som burde handle om meget mere og andet end en enkelt politikers undring over en sygemeldt medarbejders adførd.