Læserindlæg skrevet af: Amalie Højlund

Den 10. februar 2017, blev vores værste mareridt til virkelighed, det man kun ser på TV i en dokumentar, og som man aldrig nogen sinde, havde turde tænke på, virkeligt kunne ske.

Vores plejebror, søn, barnebarn og gode kammerat blev med ét taget væk fra vores familie, hans dagligdag, hans søde pædagoger på skolen, hans trygge rammer. ALT hvad han havde.

Jeg selv var 8 år, og min søster 6 år, da vi fik af vide, at vi skulle have en plejebror, som for mig er min lillebror. Jeg husker det tydeligt, som var det i går. Det var fantastisk, en lille dreng på 16 måneder skulle være vores lillebror. Fra dag ét, var vi en familie, en kernefamilie med mor, far og tre børn.

Igennem 10 år nu, har vi været den kernefamilie, hvor der senere kom en lille bandit mere til, vores elskede plejesøster, hun var blot 7 uger, da hun kom – den dag, gik Lasses største ønske i opfyldelse, han skulle være storebror. En rolle, som han længe havde søgt, og endelig blev det virkeligt.

Han har lige fra dag ét af, været storebror med stort S, og passet på hende, som en storebror skal. Han er fantastisk for hende.

Derfor var det også med gråd, skrig og en følelse af magtesløshed, der for alvor ramte mig i går, da mine forældre ringede, og overbragte mig den værst tænkelige nyhed.

Aftenen forinden, da Lasse var blevet puttet, havde jeg en stærk fornemmelse af, at jeg skulle gå ind til ham, og snakke med ham, bare ham og jeg. Det er normalt ikke noget jeg gør, når han er blevet puttet, jo engang i mellem, men sjældent. Det var som om, jeg vidste, at dette ville blive min sidste gang, jeg puttede ham, snakkede med ham, bare ham og jeg, ja sidste gang jeg så ham…. For jeg ved jo ikke hvornår jeg kan få ”lov” til, at se min lillebror igen.

Vi snakkede om dengang han kom, for knap 10 år siden, hvor mange gode ferie oplevelser vi har haft sammen som familie, hans gode venner i skolen, og alle vores elskede omkring os. Han sagde, at vi var hans familie, mor, far, søskende, bedsteforældre, venner, at dette var hans hjem. Han sagde, at han elskede mig, og at han var taknemmelig over, at han var hos os. Jeg må indrømme, at da han sagde det, blev jeg bare endnu engang bekræftet i, at selvom der har været nedture på de 10 år, har det været det hele værd. For mig handler det, at være plejefamilie om, at redde børn. Det at kunne give ham en familie, et bagland, trygge rammer, oplevelser, tryghed og kærlighed.

Jeg kyssede ham på panden, sagde ”jeg elsker dig, vi ses på søndag skat”.

Hvad jeg ikke vidste var, at mindre end ét døgn senere, var alt dette fuldstændig væk, jeg føler jeg har mistet en del af mig selv, og jeg bliver først hel, den dag han selv står uden for min dør, og beder om en forklaring på det her. Jeg vil kæmpe min røv i laser for, at jeg kan give ham et svar. Jeg VIL kunne sige til ham, at vi gjorde ALT, vi prøvede alt for at redde dig, og få dig hjem igen til din familie. Og i mellemtiden, kan jeg kun bede til, at kommunen ikke fylder vores lille dreng med løgne, og had. Jeg håber og tror på, at én dag står han der, og vi vil altid være der for ham, lige meget hvad. VI er hans familie, og det er der ikke nogen som kan tage hverken fra ham eller os.

Jeg sidder på bagsædet i vores bil, lige nu hvor jeg skriver dette, på vej til Odense efter min søster, min lillesøster, som vi i går måtte ringe og forklare omstændighederne. Hun som jeg selv, skreg af gråd i telefonen ”det kan ikke være rigtigt”, ”sig det ikke er rigtigt”, ”vi må gøre noget”, ”det kan han ikke klare”, ”han er jo vores lillebror”, ”hvorfor gør I ikke noget”, ”hvorfor sidder I bare der”.

At høre ens lillesøster skrige sådan, burde ingen opleve. Derfor skriver jeg dette, i håb om, at jeg kan nå ind til de folk, som ikke ved, hvordan dette kommer til at påvirke både hans og vores liv, og til dem som sidder på kommunerne rundt i landet, og har disse små menneskers liv i deres hænder. Vi er mennesker, vi er en familie, ikke bare nogen der tilbage i 2007 fik en dreng af kommunen, som skulle passes.

NEJ, han er et elsket familiemedlem, som på få minutter er blevet taget fra os, og vi ikke har lov til at se.

Det var med tårer i øjnene, jeg i nat gik forbi hans dør, der er overfor min, gik i seng, velvidende om, at han ligger i et andet værelse, med en anden dyne og pude, måske grædende og ikke kan komme i kontakt med hans mor og far. Det er rædselsfuldt at tænke på, og den tanke vil holde mig vågen mange, mange nætter fremover.

Alt det vi ikke har vidst ”var den sidste gang” – vores årlige sommerferie på hans yndlingshotel i Italien i sommer, vores sidste skiferie, vores sidste jul, vores sidste fødselsdage med ham, nytår, hverdage, weekend, ja sidste bad og godnatkys.

Det er rædselsfuldt, og jeg kan ikke beskrive den smerte, min familie og jeg går gennem.

Storesøster til plejebarn.