Samfund

Sti-projekt giver bedre adgang til Gudenåen og færre våde sko

Med projektet Gudenåstien - fra kilde til fjord skabes bedre adgang langs hele Gudenåen. Foto: Randers Kommune.

Med nye træbroer, bedre stier og mulighed for løbende at holde sig opdateret om vandstand og fremkommelighed, bliver det i fremtiden nemmere at færdes tørskoet langs hele Gudenåen. Stibyggeriet på strækningen mellem Langå og Randers er allerede godt i gang.

Arbejdet sker som led i projektet ‘Gudenåstien – fra kilde til fjord’, som etablerer en sammenhængende og ensartet afmærket vandrerute langs Danmarks længste å. Den nye 175 kilometer lange sti vil sno sig langs åen fra dens udspring i Tinnet Krat til Justesens Plæne midt i Randers.

– Naturen langs Gudenåen er noget ganske særligt, og nu gør vi det nemmere at komme ud og opleve den helt tæt på uden at skulle bekymre sig om våde sko og risikoen for at skulle vende om på grund af, til tider, ret ufremkommelige steder. Med Gudenåstien får vi en sti i særklasse, der både kommer til at gavne os alle og kan være med til at tiltrække flere turister og naturinteresserede til området, siger borgmester Torben Hansen (S).

Han roser det gode samarbejde med de involverede fonde, de andre Gudenå-kommuner, Naturstyrelsen samt lodsejere og lokale foreninger:

– Den lokale opbakning er helt afgørende for at kunne realisere projektet, og jeg er glad for, at så mange kan se værdien og bidrager med både jord, viden og hjælpende hænder.

Projektet støttes af Nordea-fonden og A.P. Møller Fonden og sker i samarbejde mellem de otte kommuner langs Gudenåen samt tre enheder af Naturstyrelsen.

800 meter træbro ved Fladbro

Et af de steder arbejdet er godt i gang er ved Fladbro. Her bliver den længste af de planlagte broer på hele 800 meter bygget mellem Stevnstrup Badestrand og Nørreåen.

– Det er selvfølgelig meget forskelligt, hvor meget og på hvilken måde de forskellige dele af stien påvirkes af vand. Mens det nogle steder er nødvendigt med nye træbroer, kan vi andre steder forbedre og stabilisere underlaget med knuste strandskaller, siger Rasmus Hansen, skov – og landskabsingeniør i Randers Kommune.

Udover anlæggelsen af nye træbroer, bliver flere eksisterende broer for eksempel over bække og grøfter også renoveret eller erstattet af nye, som kan passeres af græsslåmaskinerne, der løbende slår stierne.

I forbindelse med anlægsarbejdet kan man opleve, at dele af stien periodevis vil være helt eller delvist spærret. I det tilfælde henvises til cykelstien mellem Langå og Randers som alternativ rute.

Ny skiltning og gode oplevelser

Som en del af projektet bliver der også sat nye infotavler op, hvor man kan læse om naturen og nogle af de historiske seværdigheder, man kommer forbi. Samtidig skal ny afmærkning af ruten gøre det nemt at orientere sig og finde vej gennem landskabet.

I projektet er der også fokus på dynamisk formidling, hvor man via QR-koder opsat langs åen og på hjemmesiden oplevgudenaa.dk, altid kan tjekke fremkommeligheden og vandstanden på de forskellige strækninger og få anvist alternative ruter. Trods opgraderingerne af stien, vil der nemlig fortsat kunne opleves periodevise oversvømmelser og våde steder.

Forventningen er, at den samlede Gudenåsti er klar til indvielse i foråret 2026.

Fakta

Projektet ‘Gudenåstien – fra kilde til fjord’ er et tre-årigt projekt, der skal etablere en sammenhængende og ensartet afmærket vandrerute med støttefaciliteter hele vejen fra Gudenåens udspring i Tinnet krat til dens udløb i Randers fjord.

Stiprojektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og Nordea-fonden samt de 11 projektparter: Vejle Kommune, Hedensted Kommune, Horsens Kommune, Skanderborg Kommune, Silkeborg Kommune, Favrskov Kommune, Viborg Kommune og Randers Kommune samt Naturstyrelsen Trekantsområdet, Naturstyrelsen Søhøjlandet og Naturstyrelsen Kronjylland.

Projektet påbegyndtes i december 2022 og forventes afsluttet i primo 2026.

Man kan læse mere om projekt Gudenåstien og de forskellige strækninger på www.oplevgudenaa.dk

 

Kommentarer