Stabilitet og fortsat fremgang eller ragnarok
Debatindlæg af Jørgen Andersen, Stenaltvej 6, 8930 Randers NØ.
Som alle sikkert har bemærket afholdes der region og byrådsvalg den 21. november. Til byrådsvalget i Randers kommune opstiller der ikke mindre end 18. forskellige partier og lister.
Stemmesedlen man får udleveret på valgafstemningsstedet er både lang og uoverskuelig idet der er ikke mindre end 131 kandidater at vælge imellem. Derfor dette opråb til alle kommunens borgere. Hvis man ønsker fortsat stabilitet og fremgang i Randers kommune, så skal man sætte sit kryds ved et af de ansvarlige partier der ved, at pengene skal tjenes før de kan bruges.
Derfor denne appel til de to største partier i byrådet Venstre og Socialdemokratiet. Der påhviler jer
politikere i de to partier et særligt stort ansvar for Randers kommunes fremtid. Snarest efter valget
bør I sætte jer sammen og lægge en holdbar og langvarig plan for de næste fire år.
Borgmester Claus Omann Jensen og Venstre har strakt hånden frem til Socialdemokratiet om at samarbejde for stabilitet og fortsat fremgang for Randers kommune. Det vil være uansvarligt af Socialdemokratiet, hvis man ikke ønsker at tage imod den fremstrakte hånd.
Randers kommunes fremtid kan ende i det rene ragnarok, hvis det bliver enmandspartierne og listerne der får de afgørende mandater.
Kommentarer