Valget til byrådene den 18. november 2025 er lige om hjørnet, og i år tegner det til at blive et valg, som i lige høj grad handler om forandring som om tradition. For både i Randers og Viborg kommuner skal demokratiet står sin prøve med nye partier og lister, skiftende evner til at engagere borgere, forandringer i vælgeradfærd og ikke mindst spørgsmålet: Har lokaldemokratiet den optimale styreform i dag?

Flere partier og lister på valg: Hvad betyder det?

Ved kommunalvalget i år er der 14 partier og lister på stemmesedlen i Randers mens antallet af i Viborg er 15. I et historisk perspektiv er det værd at bemærke, at der for 20 år siden var 7 kandidatlister i Randers og i Viborg det samme antal. Borgerne i begge kommuner har dermed fået et langt bredere udvalg – og givetvis mere nuanceret politik at stemme på, men måske også med den konsekvens, at mange lister betyder mere fragmentering.

Denne fragmentering betyder, at de “gamle” store partier – fx Venstre og Socialdemokratiet – står over for reelle udfordringer. I både Randers og Viborg forudses tilbagegang for netop disse to partier. Stemmer “siver” over til nyere lister og aktører. For vælgerne betyder det, at mandatfordelingen kan blive mere spredt, og flertal bliver vanskeligere at opnå. Hvor tidligere valg ofte var præget af store flertal for de etablerede partier, så står vi nu med en situation, hvor mange små eller mellemstore lister skal kæmpe om opmærksomhed – og hvor samarbejde og valgforbund bliver central.

Fragmentering stiller også nye organisatoriske krav. Hvis et byråd består af mange små partier med få mandater til hver, betyder det også, at hvert parti har færre interne ressourcer – færre medlemmer, færre medarbejdere, mindre faglig kapacitet.

Er vores styreform robust?

Her vil jeg tillade mig at stille spørgsmålet: Har vi den rette styreform, når mange partier betyder mindre robusthed i forhold til kompleks kommunaløkonomi med milliardbeløb i budgetterne? Hvis partierne består af få personer, der oftest har fuldtidsjob ved siden af byrådsarbejdet, er der risiko for, at beslutninger sker med mindre faglig forankring og ressourcer. Dette er ikke kritik møntet på den enkelte, men blot en nøgtern konstatering.

Samtidig er det en udfordring, at enkeltsager og særlige dagsordener fylder mere og mere i kommunalpolitikken – ofte fremført af de nyere lister. I Randers er listen Frie Stemmer opstået med kun én opstillet kandidat, nemlig Jens Peter Hansen, der fokuserer på sag–til–sag fremfor én partipolitisk ideologi. Østbroen har blikket stift rettet mod aflysning af Klimabroen og Flodbyen, og i stedet bruge penge på velfærd og vedligeholdelse.

I Viborg er der tilsvarende: Danmarksdemokraterne er imod etablering af nye solceller med spidskandidat Torsten Nielsen på valgplakaten. Endvidere var der i indeværende byrådsperiode opbrud i Socialdemokratiet i Viborg, hvor fire byrådsmedlemmer meldte sig ud og dannede det nye parti Velfærdsdemokraterne.

Ud over disse, har der de sidste fire år i begge kommuner været flere, der har skiftet parti og taget vælgernes stemmer med sig, i stedet for at afgive sit mandat til den næste i rækken. Det afspejler en trend, hvor udfaldet på valgnatten – og dermed konstitueringen – sagtens kan ændre sig i den kommende byrådsperiode.

Alt dette peger på, at forandringerne i kommunalpolitikken ikke kun handler om partiernes navne, men også om form og funktion: flere lister, flere enkeltsager, og dermed en udfordring for bred strategisk styring og kontinuitet.

Sociale medier, rekruttering, engagement

Én central forandring er også, hvordan debatten foregår. Sociale medier er blevet et talerør for borgere – men også et sted hvor tonen ofte er hård og personligt rettet mod politikerne. Som Mette Frederiksen sagde ved folketingets åbning: alt for mange politikere er udsat for chikane, trusler og endda fysiske overgreb. Dette gælder også lokalpolitikere.

Debatten på fx Facebook-grupper er ofte præget af personangreb snarere end sagligt indhold. Det kan på den ene side øge borgerinddragelse, men på den anden side øge afstanden mellem de folkevalgte og folket – og i værste fald afskrække kandidater fra at stille op.

Der er desuden en tydelig tendens til, at det er vanskeligere at finde lokale borgere, der vil engagere sig i vælgerforeninger, eller træde ind som aktive politikere. Manglende rekruttering betyder færre nye kræfter i kommunalpolitik – og det kan få betydning for, hvor mange der stiller op ved kommunalvalg.

For de unge er opmærksomheden ofte koncentreret om populære tendenser og platforme som fx TikTok, hvor markante profiler kan vinde opmærksomhed. Spørgsmålet er, i hvor høj grad denne “TikTok-effekt” eller populærpolitik smitter af på lokalvalg, som ofte handler om institutioner, budgetter og lange sagsforløb – noget der sjældent har samme visuelle effekt som sociale medier.

Derfor kan det være svært for partier at nå de unge i kommunalvalget, fordi de attraktive kampagner og profiler ofte knytter sig til nationalpolitik. Det betyder, at partierne må tænke nyt for at engagere de unge. Mere visuel kommunikation, sociale platforme og fokus på sager, der rører direkte ved de unges hverdag.

Lokal forankring og demokratisk fornyelse

Mens udfordringerne er tydelige, så byder udviklingen også på potentialer. Flere partier og lister kan betyde større pluralisme. Flere stemmer og flere vinkler på lokalpolitik, som måske tidligere blev overset af de store partier. Det giver borgere mulighed for at vælge lister, der er tættere på deres særinteresser eller lokalkendskab.

I Randers og Viborg betyder det, at lister som Frie Stemmer (Randers) eller Velfærdsdemokraterne (Viborg) kan give stemmer til de borgere, som ikke føler sig repræsenteret i de etablerede partier.

For kommunerne betyder det også, at selve politik­processen kan få flere aktører og dermed mere debat, som kan øge borgerinddragelsen, og muligvis styrke demokratiet, hvis engagementet omsættes til handlekraft og ikke kun fragmentation.

Samtidig er der mulighed for, at kommunalpolitikerens rolle kan styrkes, fx ved at overveje om de lokalvalgte burde honoreres højere, så det bliver muligt at dedikere mere tid og ressourcer til jobbet. Hvis politikerne har et mere “fuldtids” perspektiv fremfor som oftest at have politik ved siden af et job, kan det styrke kapaciteten til at sætte sig ind i kompliceret kommunaløkonomi og forvaltningsopgaver. Det kunne være med til at tiltrække andre typer mennesker til lokalpolitikken, måske endda yngre, eller mere divers repræsentation og måske flere med baggrund i civilsamfundet fremfor traditionel partipolitik.

…men kommunalpolitiken lever

Ja, der er stadig håb og fremtid for demokratiet – også i Randers og Viborg – men det kræver aktivt engagement fra både borgere, kandidater og det politiske system for at sikre, at mangfoldighed ikke bliver til splittelse, og at lokalpolitik fortsat er både stærk og velfunderet.