Kultur

Sportsfejring 2019: Tre Ildsjæle er nominerede til Årets leder

Prisen 'Årets leder' gik sidste år til ægteparret Steen og Birgit Haugaard Fransen, som fik prisen for deres store engagement og frivillige indsats i fodboldforeningen Helsted Fremad IF. Hvem der modtager prisen i år afgøres fredag aften den 24. januar

De nominerede til prisen ‘Årets leder’ yder alle en ekstraordinær indsats i foreningslivet. Frivillighed, medmenneskelighed og glæden ved at inspirere børn og unge er karaktertræk som alle de nominerede indeholder. Prisen er én blandt 11 priser, der uddeles ved årets Sportsfejring fredag aften den 24. januar.

Foreningsliv og frivillighed er uadskilleligt – uden frivillige er der ingen foreninger. Om man sidder i bestyrelse, er træner eller leder, vasker tøjet eller bager en kage en gang imellem er sådan set underordnet. Det hele bidrager til det foreningsliv vi kender i Danmark. Foreningsliv og frivillighed er centrale og positive elementer i det danske samfund, og styrker følelsen af fællesskab, deltagelse og selvstændighed.

– Rigtig mange danskere trives i det aktive foreningsliv. Det gør de blandt andet fordi, der er attraktive træningstilbud og et givende socialt miljø. Drivkraften der holder det hele sammen, er de frivillige ildsjæle, som findes i samtlige idrætsforeninger. Jeg er derfor rigtig glad for, at vi hylder de frivillige, for uden dem, har vi ingen idrætsforeninger – siger Helena Gouliaev, breddeidrætskonsulent i Randers Kommune.

Prisen til ‘Årets leder’ gives på vegne af Folkeoplysningsudvalget til ledere og trænere over 25 år. Årets leder er en frivillig foreningsleder, der gennem en årrække har ydet en stor indsats til glæde for børn og unge i en godkendt forening i Randers Kommune. Det er desuden muligt at indstille et makkerpar, som så deler prisen. Prisen består af en check på 5.000 kr.

Peter Holst og Carina Vingren Holst fra Randers Bokse- og Motionsklub
Peter Holst og Carina Vingren Holst er to meget imødekommende og rummelige mennesker. De sikrer, at hver eneste træning i klubben bliver en succes for alle fremmødte, og har altid tid til at lytte, hvis man har brug for en snak. Om man er kampbokser hos Peter eller motionist hos Carina, så sørger de for, at man bliver udfordret og tilpasser træningen til alle niveauer.

Lene Skipper fra Vorup FB Gymnastik
Lene har været frivillig i Vorup FB Gymnastik siden 1985. Hun har påtaget sig forskellige roller i løbet af de 35 år og har blandt andet været primus motor på at få kvindegymnastikken op at køre. Foruden kvindeholdet om torsdagen, hjælper hun også til på foreningens andre hold. Derudover har hun siddet i foreningens bestyrelse i mere end tyve år, hvoraf de sidste mange år har været som formand. Lene Skipper er en kompetent, samvittighedsfuld og respekteret leder med stor passion for foreningslivet.

Flemming Dinesen fra KFUM Spejderne i Gjerlev
Som frivillig leder har Flemming Dinesen de seneste mange år formået, at man hos spejderne i Gjerlev fortsat har den enestående kultur, som har været del af gruppens DNA i snart 60 år. Her er plads til alle, og Flemming har en enestående evne til at favne alle spejdernes forskellige personligheder og behov. Han er indstillet på baggrund af hans mangeårige engagement ved KFUM Spejderne i Gjerlev. Han har været aktiv i spejdergruppen i 42 år, hvoraf de sidste 27 år har været som leder for de 8 til 12 årige spejdere. Han er fast inventar til hvert spejdermøde, og der skal være en helt særlig grund til, at han ikke deltager. Derudover er Flemming Dinesen indbegrebet af en frivillig leder, som brænder for at lære, hjælpe, inspirere og udvikle andre, og som møder børnene i øjenhøjde og på deres præmisser.

Kommentarer