Snestormen sætter en midlertidig stopper for jordkørsel fra Nordic Waste

På grund af snestormen stopper Randers Kommune midlertidigt jordkørslen fra Nordic Waste. Man arbejder dog stadigt på at pumpe Alling Å forbi området for undgå forurening i vandløbet, lyder det i en pressemeddelelse fra kommunen.
På grund af den voldsomme snestorm, der lige nu hærger, har Randers Kommune har besluttet at indstille jordkørslen fra jordskreddet ved Nordic Waste i Ølst.
– Det er et værre uvejr, og det er imponerende så flot det bliver håndteret på stedet. Der arbejdes med sne fygende lige i ansigtet. Og snevejret betyder, at vi er nødt til at stoppe jordkørsel, mens indsatsen for at pumpe åen forbi området fortsætter, ligesom vi sikrer, at regnvandet fra området ikke kommer i åen, siger Jesper Kaas Schmidt og fortsætter:
– Med sådan en snestorm ville det være uansvarligt at sende en masse lastbiler med jord ud på vejene, hvor man i forvejen kæmper med sne og fygning. Derfor stopper kørsel med jord væk fra stedet.
Der kører også dumpere med jord på selve skadestedet for at holde sydsiden af jordskredet i skak. Det arbejde fortsætter, og der bliver løbende vurderet, hvor længe det vil være forsvarligt at fortsætte.
– Jeg forventer, at også kørsel med dumpere på stedet vil være nødt til at stoppe midlertidigt. Heldigvis er vi så godt med, at vi godt kan tåle en pause på 20 til 24 timer uden, at det går ud over vores indsats med at holde sydsiden af jordskredet i skak, siger Jesper Kaas Schmidt.
Indsatsen for at pumpe Alling Å gennem rør forbi skadestedet fortsætter for fuld drift. Alle pumper er sat i gang og kører. At pumperne kører er nemlig også den bedste måde at frostsikre dem på. For nuværende kan pumpekraften følge med vandmængderne, lyder det i pressemeddelelsen.
Samtidig bliver der fortsat hentet regnvand (spildevand), der er faldet ned over pladsen. Det opsamles i bassiner og hentes af slamslugere og eventuelt med traktorer, så længe det er forsvarligt.
Kommentarer