Skudt helt forbi!
Debatindlæg af: Jette Husum, Næstformand i Randers Lærerforening
På vegne af Styrelsen i Randers Lærerforening
Randers Lærerforening udsendte den 25. april en pressemeddelelse, hvori vi udtrykte foreningens store bekymring for de økonomiske vilkår folkeskolen bliver budt.
De besparelser som Randers Lærerforening bekymrer sig om, er de besparelser som budgettet for 2017 pålægger skolerne at planlægge kommende skoleår efter, oplyser næstformand i Randers Lærerforening Jette Husum.
Den enkelte skole er netop nu ved at fordele økonomien på skolens virksomhed ud fra den økonomi, som forvaltningen har regnet sig frem til at den enkelte skole kan råde over. Det er nu, at skolelederne skal regne sig frem til, hvilke muligheder den enkelte skole har inden for undervisning, holddeling, to-lærer ordninger for klasser med mange elever, lejrskoler, skolefester, skolehjemsamtaler osv. osv. – det er disse muligheder, som politikerne har givet færre midler til, siger næstformand i Randers Lærerforening Jette Husum.
Derfor er det skudt helt forbi, når udvalgsformanden for Børn- og Skoleudvalget anser foreningens bekymring for ”lidt opvarmning fra fagforeningerne op til budgetlægningen … det er en del af det normale spil, der foregår inden budgettet laves.”
For så enkelt er det ikke.
Det er det, vi står i lige nu, som er problemet. Folkeskolen i Randers er fyldt med gode medarbejdere, som hver dag tager deres tørn, for at give deres bidrag til at skolen er god. Men det er svært at bevare gejsten, når de ressourcer, som man skal lykkes med, løbende bliver mindsket.
Så kan politikerne (Anders Buhl Christensen) godt hævde, at ”der skal styr på skolernes økonomi, der er udfordret på flere måder, blandt andet fordi udgifterne til specialundervisning er steget, og det går ud over midlerne til normalområde”. Det er et problem, som politikerne selv har skaffet sig, fordi man ikke tager alvorligt, at Randers har mange elever med særlige behov for specialpædagogisk indsats, og i stedet for at give de tilstrækkelige midler til det specialiserede område, så har man politisk valgt at pakke udgifterne til specialpædagogiske foranstaltninger ind i hele folkeskoleområdets økonomi. Det betyder, at når der skal bruges flere midler til specialområdet, så er der kun det almindelige folkeskoleområde at tage pengene fra. Det specialpædagogiske område er i princippet ustyrbart, da det er retsbestemt. Penge skal der til – hele tiden og kommunen kender ikke morgendagens behov på specialområdet, siger næstformand i Randers Lærerforening Jette Husum.
Kære politikere. Om lidt skal i i gang med at disponere kommunens midler til 2018. Det administrative budget for 2018, som I præsenteres for, er på forhånd atter reduceret med den næste af jeres vedtagene rammebesparelse på 1 %, så det bliver I ikke præsenteret for konsekvenserne af.
Men I kan gøre et andet valg – og der er vores bud på en løsning til jer. Find pengene til vores folkeskole gennem at øge skatteindtægten i stedet for at tænke i skatte besparelser.
Det må du – Anders Buhl Christensen – også gerne sige til statsministeren.
Kommentarer