Skandinavisk stemning i Langå
Færøske Hallveig Hansdottir udstiller masser af skandinavisk stemning i de kommende påskedage – som en del af Randers Art Week. Stemningen i form af akryl- og oliemalerier samt akvareller finder kunstugens nysgerrige gæster i hendes atelier Arthallveighansdottir i Langå.
– Jeg har været med fra Randers Art Weeks første år. Siden har jeg holdt en pause, men nu er jeg glad for at være tilbage. Jeg er stolt af at være skandinav, og mine gæster i Randers Art Week kommer til at opleve mine skandinaviske billeder.
Farver, lys og stemning
– Jeg maler lidt abstrakt, arbejder med farver, lys og stemning. Så der er stor spændvidde, lige fra
lyse solskinsdage til det modsatte, lyder det videre fra Hallveig Hansdottir.
Født og opvokset på Færøerne har hun malet og tegnet siden opvæksten i en kunstnerisk familie. Hun flyttede til Danmark i 1987 for at gå på Randers Kunstskoles toårige tegne og malerlinje. Ved siden af hendes eget kunstneriske virke underviser hun i billedkunst på Langå Skole samt på Friskolen Vellev. Tidligere har hun været med til at oprette billedskolen Fantasia for børn og unge i Langå.
Atelier Arthallveighansdottir, Randersvej 24 i Langå. Åbent skærtorsdag 29. marts til og med mandag 2. påskedag, alle dage klokken 10 til 17.
Kommentarer