Hvad skal vi med skolen?
I 2015 gik foreningen Skole og Forældre, Danmarks Lærerforening og Landsnetværket af Folkekirkelige Skoletjenester sammen om at starte samtalebevægelsen “Hvad skal vi med skolen?”
Formålet med bevægelsen er at sætte fokus på samtalen om vores folkeskole. Hvad er formålet med at drive grundskole i Danmark, og hvordan kan det bedst udmøntes i praksis og i overensstemmelse med folkeskolen formålsparagraf.
Hvorfor sender vi børnene i folkeskole? Hvad forventer vi, de har lært eller opnået gennem deres skolegang? Hvordan sikrer vi, at de bliver til livsduelige mennesker, til fællesskab og demokrati, tolerance og frisind?
I Randers vil vi også gerne invitere til samtale og derfor inviteres byrådsmedlemmer, lærere, skolebestyrelser, skoledelser, skoletjenestenetværk i Randers, repræsentantskab og bestyrelse til konference tirsdag den 30. maj klokken 19.00-21.30 i Store sal i Kulturhuset.
Dygtige sammen
Randers Kommune har lavet handlingsplanen “Dygtige sammen” – om læring, trivsel og samarbejde i folkeskolen. Et dokument, der beskriver planer og forventninger til folkeskolen i Randers. Men hvordan forstås ”Dygtige sammen” i en dannelsesmæssig sammenhæng – at være dygtig, at være sammen og at være dygtige sammen? Og hvad skal vi i øvrigt være dygtige til?
Oplægsholdere til konferencen
Skoleleder ved Lisbjergskolen Martin Appel Loft:
– Eleverne skal lære noget, men de skal også blive til nogen.
Medstifter af Sager der samler Kristin Birkeland:
– Sammen udretter vi mere end hver for sig.
Biskop i Aarhus Stift Henrik Wigh-Poulsen:
– Dannelse handler bl.a. om, aldrig at tabe de andre af sigte.
De tre oplægsholdere vil komme med et mindre oplæg forud for den lokale debat.
Kommentarer