Læserindlæg af Karin Ladefoged, Skovvej 23, 5690 Tommerup

Som ven af familien i sagen om plejebarnet, der i fredags brat blev fjernet, er jeg naturligvis inhabil.

Men som offentlig ansat og leder på børneområdet gennem mange år vælger jeg, at bruge min faglige stemme i debatten.

Uanset hvilke grunde Kommunen har – og med respekt for jura og myndighed – så er jeg dybt chokeret og forundret over forløbet i sagen.

Er det virkelig det bedste vi kan?

Fjerner vi et barn fra den ene dag til den anden fra en familie, som forud for afgørelsen ikke har modtaget påtaler, advarsler eller indkaldelse til tjenstlige samtale i forhold til manglende faglig indsats og omsorg i deres opgaveløsning eller i forhold til anden mislighold af plejeaftalen?

Fjerner vi et barn fra et trygt, stabilt og omsorgsfuldt hverdagsliv med stærke relationer gennem 10 år uden mulighed for at sige farvel, forberede sig, pakke ned – helt uden forvarsling og god overlevering og udslusning?

Fjerner vi barnet for at tilbyde det en mere kvalificeret plejefamilie med stærke og sunde rollemodeller og stabile rammer eller fjerne vi barnet til en kortsigtet og midlertidig foranstaltning?

Fjerner vi barnet ud af vores familieplejesystem under helt andre vilkår og rammer end de rammer forvaltningen kræver, når et plejebarn sluses ind i en plejefamilie?

Fyrer vi en plejefamilie på gråt papir en fredag uden mulighed for efterfølgende sparring,  fordi forvaltning og alle andre indsatser lukker tidligt og iøvrigt holder vinterferie?

Kan vi virkelig være det her bekendt? Er det her virkelig til barnets bedste?

Jeg har respekt for, at man som plejefamilie må leve med risikoen for at blive opsagt og miste sit plejebarn. En risiko denne plejefamilie naturligvis også er helt afklaret med. Jeg har respekt for tavshedspligten og myndigheden. En respekt jeg naturligvis deler med plejefamilien.

Men her slipper min respekt også. Det jeg som nær ven og fagperson er vidne til – er i min verden offentlig omsorgssvigt – og ja, det må og skal vi kunne gøre langt mere professionelt og ordenligt, end det er tilfældet her.

Ikke for plejefamiliens skyld men ene og alene for barnets skyld.

Vi har pligt til at sikre de bedste betingelser for barnets forsatte trivsel og udvikling – når tæppet – som nu fra den ene dag til den anden – endnu engang rives væk under barnet.

Vi kan gøre det bedre – og det skylder VI barnet….!!!!!!