Assentoft

Skal Landdistriktsprisen 2019 til Randers?

Kender du en lokal ildsjæl, forening eller virksomhed i Randers, som har gjort noget ekstraordinært for udviklingen af attraktive lokalsamfund i landdistrikterne? Så skal du nominere dem til Landdistriktsprisen 2019.

Med Landdistriktsprisen hylder erhvervsministeren de, der lægger ekstra arbejde i at skabe positiv udvikling og attraktive landdistrikter. Og det er dig, der kan pege på, hvem der fortjener dette års hyldest. Du kan både indstille lokale ildsjæle, foreninger, virksomheder eller kommuner, så længe du mener, der har gjort noget ekstraordinært for at udvikle landdistrikterne.

Ved at indstille en kandidat er du med til at sætte det kandidatfelt, hvorfra erhvervsminister Simon Kollerup skal udpege en vinder mandag den 28. oktober på Landdistriktskonferencen.

– Overalt i Danmark har vi ildsjæle og fællesskaber, der arbejder for at bevare og udvikle deres lokalsamfund. Det er mennesker, der tager ansvar, og som insisterer på og knokler for at præge udviklingen lige dér, hvor de bor. Det er Danmark, når det er bedst, og de mennesker fortjener vores uforbeholdne hyldest, siger erhvervsminister Simon Kollerup.

Også formanden for Landdistrikternes Fællesråd glæder sig over, at det endnu engang er tid til at hylde landdistrikternes hårdtarbejdende kræfter:

– Hver eneste dag gør en masse mennesker og organisationer en kæmpe forskel i arbejdet for at skabe attraktive landdistrikter. De venter ikke på, at udviklingen kommer til dem, men skaber den selv. Og det er dé lokale landdistriktshelte, der skal hyldes, hvad end de sidder hos kommunen, er frivillige foreningsmennesker eller med ildsjæleiver skaber forandring i deres landsby, siger Steffen Damsgaard.

Sådan nominerer du en kandidat

Måske mener du, at din nabo, byens brugsuddeler, den lokale gymnastikforening, din arbejdsgiver eller plankontoret på kommunen fortjener et klap på skulderen for sin indsats.

Alle kan indstille enkeltpersoner, foreninger, virksomheder eller en kommune, der har bidraget særligt til at løfte lokalsamfundet.

Send dit bud på en kandidat til jannag@erst.dk

Buddet skal, ud over dine kontaktoplysninger, indeholde en begrundelse for indstillingen.

Fristen for nominering er den 27. september kl. 12.00.

Kriterier for valg af vinder

Vinderen af Landdistriktsprisen skal leve op til følgende kriterier:

Medvirker til udvikling i lokalsamfundet.
Involverer samarbejde/partnerskab/netværk.
Har skabt effekt for lokalsamfundet.
Har demonstrationsværdi for andre lokalsamfund.
I 2018 gik Landdistriktsprisen til beboerne på Aarø, som gennem mere end et årti at have vendt afvikling til udvikling på deres ø.

Kommentarer