Skærpet miljøtilsyn er unødvendigt og erhvervsfjendsk
Af Mogens Nyholm, Radikale
Der indføres nu skærpede miljøtilsyn af virksomhederne i Randers kommune. Det har et næsten enigt Randers Byråd bestemt på det seneste byrådsmøde. Er det politik når det er bedst, eller politik når det er værst? Det er klart politik når det er værst, mener Radikale Venstre i Randers kommune.
Årsagen for skærpelsen skyldes ene alene sagen om Nordic Waste og jordskredet i Ølst. Var jordskredet i Nordic Waste ikke sket, var reglerne for miljøtilsyn helt sikkert blevet fastholdt.
Blot en virksomhed i Randers kommune, Nordic Waste, har opført sig særdeles skammeligt… har omgået miljøreglerne med fuldt overlæg, ved vi i dag. Nu vil byrådet så straffe alle virksomheder i Randers kommune kollektivt. Typisk politisk reaktion. Nu skal der vises handlekraft. Sådan reagerer den politiske verden tit, når en slem hændelse sker; både lokalt og landspolitisk. Jeg mener, at stramningen er unødvendig og en overreaktion. Et erhvervsfjendtligt tiltag uden nogen effekt for miljøet. Blot mere bureaukrati skabes derved.
Ikke nok med det, fremover skal virksomheders miljøgodkendelser godkendes af byrådspolitikere, inden de bliver endeligt vedtaget. Kommunalforsker Roger Buch har kun hovedrysten til forslaget, læses i Randers Amtsavis tirsdag. Han ser forslaget som en ekstra løftestang for kritikere af forvaltningen – (mon ikke Buch især tænker på det parti og de lister, der i den grad har ført sig frem i landspressen omkring jordskredet i Ølst).
Per Hastrup, fhv. lokalformand for DI, har i den grad givet Nordic Wastes ledelse og rigmanden bag Nordic Waste tørre tæsk i pressen, og mon ikke Per Hastrup og erhvervslivet i Randers kommune er stærkt forbitret over, at de nu straffes grundet urent og uetisk trav hos blot en virksomhed i kommunen… Nordic Waste. Jeg forstår vreden, og er især forundret over at både Venstre og de konservative er med på det skærpede miljøtilsyn nu vedtages.
Når virksomheder i tiden der kommer, går offentligt ud med kritik over skærpelsen, da forventer jeg partierne og listerne der står bag det skærpede miljøtilsyn, ikke gemmer sig bag forvaltningen, men selv forsvarer deres (nytteløse) beslutning over for offentligheden.
Kommentarer