Sidste chance for at Indstille kandidater til Årets ildsjæl og Initiativprisen 2019
På fredag den 15. marts er det sidste frist for foreninger og enkeltpersoner til at indstille sig selv eller andre til en af de to priser “Årets ildsjæl” eller “Initiativprisen 2019”.
Af Jan Hagsholm
De nominerede skal have hjemme i Randers Kommune uden for Randers By.
Landdistriktsudvalget i Randers Kommune uddelte for første gang i 2016 priserne Årets ildsjæl og Årets initiativ. I 2019 vil Landdistriktsudvalget gentage succesen og give anerkendelse til ildsjæle og gode initiativer, som har understøttet en positiv udvikling i oplandsranders.
Vinderen af priserne “Årets ildsjæl” og “Årets initiativ” vil blive offentliggjort til årets landdistriktskonference, som vil finde sted d. 27 april i Øster Tørslev. Årets ildsjæl modtager en pris på 10.000 kr. mens Årets initiativ modtager en pris på 25.000 kr.
Populær konference
De sidste par år har konferencerne omhandlet emner såsom markedsføring af landsbyer, bosætning og levedygtige landsbyer. Efter hver konference er der blevet gennemført en evaluering, hvor deltagerne har haft mulighed for at give udtryk for, hvilke emner de synes, der skal være mere fokus på.
På baggrund af sidste års evaluering er det besluttet, at temaet for 2019 skal være interessefællesskaber og samskabelse.
Og hvad er så det for noget?
Interessefællesskaber kan dække over mange ting. Det kan være et fællesskab i form af en borgerforening eller det kan være et fællesskab, der i højere grad er optagede af deres egen niche. Til konferencen i Øster Tørslev vil der være fokus på begge dele.
Der vil være noget for dem, der interesserer sig for den bredere lokale udvikling. Og så skal konferencen også henvende sig til dem, der måske kan have svært ved at engagere sig i det bredere foreningsarbejde, men alligevel har motivation til at deltage i tiltag, der giver mening ift. deres eget hverdagsliv og interesser.
Sidste år blev landdistriktskonferencen afviklet i Munkholm-Hallen i Stevnstrup, og der var stor tilslutning med over 140 lokale ildsjæle fra alle afkroge af Randers Kommune.
Kommentarer