Debat og politik

SF: Børn der mistrives skal have langt hurtigere hjælp

Af Rosa Lykke Yde, Medlem af byrådet, Socialistisk Folkeparti

TV2-dokumentaren ’Smertensbørn’ sætter fokus på konsekvenserne af den voksende mistrivsel blandt børn og unge. Dokumentaren viser tydeligt, at der er behov for langt hurtigere hjælp til de børn og unge, der mistrives. Derfor skal vi definitivt sætte en stopper for planerne om at spare på specialskolerne i Randers, mener byrådsmedlem, formand for Socialudvalget og spidskandidat for SF i Randers, Rosa Lykke Yde:

 

“I SF har vi kæmpet hårdt for at holde besparelserne på specialskolen i Randers for døren. De sidste par år, er det lykkedes os at udskyde besparelsen, men nu skal vi have den helt af bordet. SF kan ikke gå med i endnu et budgetforlig, hvor der lægges op til besparelser på de allersvageste børn i vores kommune. Derimod skal vi tilføre området flere penge, så alle børn i Randers Kommune får det tilbud, de har brug for.”

Rosa Lykke Yde er bekymret for mistrivslen blandt kommunens yngste, og derfor mener hun at Pædagogisk Psykologisk Rådgivning skal styrkes, så ingen børn skal vente i årevis for at blive udredt.

 

“Vi bliver nødt til at se på Pædagogisk Psykologisk Rådgivning. Der skal tilføres de midler, der er nødvendig for at ingen børn og familier lades i stikken. Det går trægt med kommunens visitationspraksis, og vi vil kæmpe hårdt for, at den bliver forbedret markant.”

Og der kan være hjælp på vej fra Folketinget. Her vil SF afsætte 125 mio kr årligt til et tiltrængt løft af PPR. Det lokale Folketingsmedlem Charlotte Broman Mølbæk, der også er handicapordfører for SF, mener at det haster med en styrkelse af PPR:

 

“Et barn med angst eller skolevægring skal ikke vente i måneder eller år på at få hjælp. Vi skal have vendt systemet på hovedet og sikre, at hjælpen kommer, når mistrivslen opstår. PPR skal frem på banen, og familierne skal møde en åben favn og ikke en lukket dør, når de beder om hjælp.”


Også i Region Midt skal der være større fokus på mistrivsel. Børn og unge tabes på gulvet, når de overleveres fra et regionalt til et kommunalt tilbud. Dennis Otkjær, der er kandidat til Region Midt for SF vil derfor styrke psykiatrien:

 

“Mange børn og unge falder mellem to stole, når de fanges mellem det kommunale og regionale system. Sårbare familier efterlades uden tilstrækkelig retssikkerhed og ofte uden at få den nødvendige hjælp.”

Charlotte Broman Mølbæk – Dennis Otkjær – Rosa Lykke Yde

Kommentarer