Sammen om at kvitte nikotinen
Ole Gynther Heibøll Sørensen har deltaget på Randers Kommunes nikotin- og rygestophold flere gange. Og hver gang har budt på nye fællesskaber og nye input og viden om nikotins skadelige påvirkning af krop, hjerne og sind.
Det var Oles læge, der gjorde ham opmærksom på, at tilbuddet om gratis nikotin- og røgfri kurser fandtes i Randers Kommune. Men motivationen for at blive nikotinfri kom indefra.
– Jeg var træt af at gå og betale penge for at skulle dø tidligere, siger Ole.
Han vidste nemlig godt, at det daglige forbrug af op til 30 cigaretter ikke var sundt for ham.
– Og jeg var faktisk begyndt at kunne mærke det på vejrtrækningen, fortsætter han.
For Ole var det især, da han blev far, at han blev bevidst om, at hans nikotinforbrug ikke var godt. Og han prøvede forskellige metoder for at stoppe. Blandt andet at deltage på kurset hos Randers Kommune.
Der findes intet quick fix
– Jeg er en røgfri ryger. Det er sådan, jeg ser mig selv. Derfor har jeg også været med på kurset 4-5 gange efterhånden. For det sker desværre, at jeg falder i igen. Jeg synes ikke, det er flovt, for jeg er blevet klogere hver gang, jeg har været med – og ikke to gange har været ens.
For Ole er udfordringen med nikotin todelt. Dels er der den fysiske afhængighed, som er nikotinens kemiske påvirkning af hjernen. Nikotinen er simpelthen afhængighedsskabende.
Og dels er der den mentale afhængighed; at der er visse situationer, der for Ole altid har været akkompagneret af en cigaret. Som for eksempel når han går i sit værksted og makker. “Vanesmøgerne” kalder han dem – det er netop vanen, der er sværest at kvitte. Derfor har han også både prøvet medicin og forskellige rygestop præparater.
– Man skal ikke tro, at der findes et quick fix. Det er ikke som at tage en pille, og så er man bare røgfri. Det kræver hårdt arbejde og vedholdenhed. Man skal ændre vanen, og det er det, der er det svære, siger Ole.
Fællesskab og læring
På Randers Kommunes nikotin- og rygestophold har Ole tilegnet sig en masse ny viden, der har hjulpet ham på vej mod at kvitte nikotinen. Temaerne er forskellige fra gang til gang, ligesom der nogle gange er øvelser og håndgribelige værktøjer at arbejde videre med. Hver mødegang begynder med en runde, hvor man hver især har mulighed for at fortælle, hvordan det går og kan dele tanker og udfordringer med hinanden.
Netop dét at lære nyt om både sig selv, om vanens magt og om nikotins påvirkning af hjernen, har for Ole været noget af det bedste ved at deltage på kurset. Derudover har Ole oplevet, hvordan kurset og tilgangen har udviklet sig i takt med tiden og den nyeste viden.
At Ole efterhånden er blevet den “erfarne” kursusgænger har betydet, at han har kunnet dele ud af sine mange erfaringer og har haft mulighed for at viderebringe sin viden til dem, der kommer der første gang. For netop det stærke fællesskab og sammenhold er for ham en essentiel del af nikotin- og røgfri kurset:
– Alle kommer med hver deres baggrund og hver deres forskellige udfordringer. Vi kan spejle os i hinanden, sparre med hinanden – og det giver virkelig meget.
Nikotin- og rygestopkurser i Randers Kommune
Randers Kommune tilbyder gratis nikotin- og rygestophold i Randers Sundhedscenter. Der er både formiddagshold og eftermiddagshold og derudover særlige hold for unge mellem 16 og 25 år.
Du kan høre mere om holdene og lave en aftale om dit forløb ved enten at sende en sms med KVIT til 1910 eller læs mere her: https://www.randers.dk/borger/sundhed-og-sygdom/nikotin-og-rygestop/gratis-nikotin-og-rygestophold/
Kommentarer