Debatindlæg af Erik Humblebug, Nattergalvej 19, 2. tv., Randers C

For mig er der ingen tvivl. Hvis et barn i en skole voldtager en mindre elev eller slår en anden elev med et jernrør, skal barnet fjernes fra hjemmet og anbringes på en lukket institution. Selve handlingen er et symbol på, at noget er gået galt i opdragelsen af barnet. Og målet må være at give barnet nogle værdier, så hændelsen ikke gentager sig i voksenlivet.

For mig er der heller ingen tvivl om, hvem der har ansvaret.

Når forældrene har svigtet er det i første omgang skolen og derefter kommunen, der har ansvaret for, at de nødvendige skridt bliver taget. Og hvis der er tale om en voldtægt skal den skyldige fjernes fra skolen øjeblikkeligt.

Sagerne på skolen i Borup er en tragisk sag. Og set ud fra mit synspunkt er det et eksempel på en kommune, der har svigtet på det groveste.

Hvis et barn har været udsat for vold eller seksuelle overgreb, må barnet og forældrene være sikre på, at gerningsmanden bliver fjernet fra skolen. Ellers tager vi gerningsmandens parti og beskytter gerningsmanden.

Der er personer, der har fortalt mig, at der er en 0-fejls kultur i kommunerne. Det overrasker mig meget. For det er dokumenteret, at der hver dag sker flere fejl hver dag i landets kommuner.

Den eneste måde at reducere fejl på, er ved at identificere fejlene og gøre noget ved dem. Og jeg ville være mere tryg ved en forvaltning, der indrømmede de fejl, der er blevet begået end ved at bortforklare dem eller gemme sig bag lovgivningen. Ingen lovgivning giver et barn lov til at foretage et overgreb mod et andet barn eller være voldelig overfor et andet barn.

Derfor er det et strukturelt problem, når Køges borgmester går ud og forsvarer den måde, som kommunen har håndteret de alvorlige sager på Borup Skole.

Det er også et spørgsmål om jeg ville sende mit barn hen på en skole, hvor forvaltningen mener at have gjort det, som de skulle, og der stadigt dukker voldsepisoder op. Hvornår er det mit barn, som det kommer til at gå ud over?

Hvis vi skal have ændret kulturen fra en kultur, hvor fejl skal skjules eller bortforklares til en reel 0-fejls kultur, kræver det politisk handling. Det burde være naturligt, at fejl rettes. Ellers er der nogen, som det går ud over. Og i Borup-sagen er der ingen tvivl om, hvem der er gerningsmand, og hvem der er offer.