Kultur

Sæsonstart i Klub Klassisk: Oplev violinisternes lakmustest

Mik Stegger formidler klassisk musik, så alle kan være med. Pressefoto.

Max Bruch er blandt de mindre kendte klassiske komponister, medmindre man har ambitioner som violinist. Hør hvorfor i Klub Klassisk – Randers Biblioteks lytteklub for alle med en interesse for klassisk musik.

Med 200 værker til sit navn var den tyske komponist Max Bruch ganske produktiv, men alligevel spilles de fleste af hans værker ganske sjældent i vores tid. En af undtagelserne er hans første violinkoncert, der til gengæld er en regulær hjørnesten i det klassiske violinrepertoire. Faktisk placerer den ham i selskab med giganter som Ludwig van Beethoven og Petr Tjajkovskij.

Hvis man som aspirerende, ambitiøs violinist for eksempel stiler mod optagelse i et symfoniorkester, er der store chancer for, at man bliver bedt om at demonstrere sin evne til at tackle Bruchs berømte violinværk, og det er der flere grunde til.

– Den værktype indenfor den klassiske musik, som man kalder en koncert, er grundlæggende lavet til at give dygtige solister mulighed for at brillere og vise deres evner. Samtidig gælder det dog for Bruchs første violinkoncert, at udfordringerne for violinisten i lige så høj grad går i retning af virkelig at gøre tonerne levende og på den måde forløse Bruchs visioner for musikken, forklarer Randers Biblioteks musikformidler Mik Stegger.

For som violinkoncert betragtet er ’Bruchs første’ faktisk ikke blandt de allersværeste spilleteknisk set, selv om de fleste af os aldrig ville komme i nærheden af at kunne spille den, forklarer Mik Stegger og uddyber:

– Nej, tag ikke fejl, for det er et hundesvært værk. Samtidig er det skrevet i den romantiske periode i 1800-tallet, hvor man gik op i, at musikken skulle formidle dybe følelser og ikke bare være underholdning. Jeg tror faktisk, at det er der, solisten kommer på prøve, for han eller hun skal virkelig kunne fange og udtrykke det emotionelle indhold. Måske endda besidde et niveau af menneskeklogskab og ad den vej kunne sætte sig ind i, hvad Bruch havde på hjerte med musikken.

I sæsonens første Klub Klassisk på Randers Bibliotek fortæller Mik Stegger om Max Bruch og violinkoncerten på en måde, hvor alle kan være med.

Det foregår mandag den 26. januar klokken 16 til 17.30 i Kulturhusets sal. Der er altid kaffe på kanden i Klub Klassisk, der er et samarbejde mellem de danske biblioteker og Danmarks Radios P2.

Arrangementet er gratis, og tilmelding foregår via Randers Biblioteks hjemmeside.

Kommentarer