Samfund

Sådan sorterer du dit juleaffald

Som de fleste borgere i Randers, er du sikkert blevet skrap til at sortere madrester, dåser, papir og pap i hverdagen. Men har du også styr på, hvordan du sorterer dit juleaffald. Hvis ikke, så giver Affald i Randers Kommune her et par tips til, hvordan du sorterer din brugte jul.

Vær OBS  på gavepapir og bånd ! Meget af det farvestrålende gavepapir indeholder papirfibre, der ikke kan genanvendes. Desuden kan et lille stykke glemt gavebånd sætte sig i klemme og stoppe maskineriet, når der laves nyt papir. Derfor skal dit indpakningspapir- og bånd i spanden til restaffald. Du kan også vælge at smide det i en klar pose og aflevere den på genbrugspladsen i containeren til småt brændbart.

Bestilling af flere affaldssække

Hvis du har mere juleaffald end din affaldsspand kan rumme, kan du købe specielle mærker eller koder til dine ekstra affaldssække. De lukkede og mærkede sække sætter du ved siden af din skraldespand. Næste gang din affaldsspand skal tømmes, tager skraldemanden dem med. Du kan enten bestille mærkerne via appen AffaldRanders, eller på hjemmesiden www.affald.randers.dk/ekstrasæk, eller ved at sende en sms til 1204 med teksten ”SÆK.” Mærkerne kan også købes i Borgerservice eller bestilles på tlf. 89151617. Det koster 30 kroner at få afhentet en ekstra sæk.

Sildene ud af glasset

Sild på brødet og snaps i glasset er unægtelig to af julens faste traditioner. Med mindre du efterfølgende vil bruge glassene til hjemmesyltet marmelade, skal de i din beholder til emballage, så de kan genbruges. Det gælder også for plasticbakken fra karrysalaten eller bøtten fra rejesalaten. De skal i samme beholder. Du skal blot huske at rengøre både sildeglasset og plasticbøtterne, da det er kommunens sorteringsfolk, der håndsorterer dit affald. På godt jysk er det virkelig træls at blive smurt ind i sild, karry- og rejesalat.

Juleåbent på genbrugspladserne

Genbrugspladserne i Randers holder åbent mellem jul og nytår fra den 27.december til den 30. december. Der er lukket på pladserne den 24., 25. og 26 december samt 31. december og den 1. januar.

Kan du lide, hvad du læser? Så gå ind på Facebook og “synes godt om” Randers Netavis her

 

 

Kommentarer