Rygterne svirrer i Gjerlev: Mistanke om flere hvalpefabrikker
Inge Lassen, der fredag den 17. februar var vidne til politiets og Dyrenes Beskyttelses tilstedeværelse på vanrøgts-ejendommen ved Gjerlev, frygter, at der stadig kan være hundehvalpe gemt i området.
Dyrevennen fra Blenstrup har, på baggrund af flere rygter i området, mistanke om, at der kan være flere vanrøgtede hundehvalpe i Gjerlev-området. Derfor har hun kørt området tyndt, og har kigget ind de steder, hvor hun mener, der kan gemmes hunde.
Hun var for godt to uger siden vidne til at politi og medarbejdere fra Dyrenes Beskyttelse reddede mange vanrøgtede hunde ud fra en lade i Gjerlev. Hun så også, at flere døde hunde i plastikposer blev fjernet i både trillebør og trækvogn.
Læs også: Dyrenes Beskyttelse gjorde intet efter første anmeldelse
Det er ikke uden grund, at Inge Lassen har foretaget den private eftersøgning. Hun er blevet kontaktet af en kvinde, som fortæller, at en nabo har en mistanke om, at der ligger flere hunde et par kilometer fra det første sted, hvor der blev fundet vanrøgtede hundehvalpe. Naboen til kvinden, som har kontaktet Inge Lassen er så bange for repressalier, at hun ikke en gang anonymt tør fortælle, hvor stedet er.
Hvad kan gøres?
Inge Lassen er en stor dyreven, og er nervøs for, at den afskyelige sag fra Gjerlev hurtigt bliver glemt, og hun spekulerer meget over hvad der kan gøres, for at undgå lignende sager.
– Der bør indføres en hundeskat. Så vil det nok primært være dem der ønsker at have hund, som anskaffer sig én, og så må en hundehvalp ikke sælges for under 3.000 kroner mener Inge Lassen.
– Og så bør der indføres et dyrepoliti. Når det er muligt i Norge, kan det vel også lade sig gøre i Danmark, understreger hun.
Kritik af Dyrenes Beskyttelse
Inge Lassen retter en stærk kritik af Dyrenes Beskyttelse. Hun mener, at organisationen sover i timen, og er for langsom til at reagere, når der kommer henvendelser fra borgerne. Hun kritiserer også at områdeformændene ikke har nogen veterinær uddannelse.
I dag er Inge Lassen medlem af organisationen ”Alle Dyrs Ret” som i modsætning til områdeformændene i Dyrenes Beskyttelse arbejder frivilligt.
Kommentarer