Debat og politik

Robin Hood ville stemme på Liberal Alliance

Anders Burlund studerer statskundskab, og er medlem af Liberal Alliance i Randers.

Læserbrev af Anders Burlund, R. Hougårdsvej 66, Randers SØ – spidskandidat, Liberal Alliance Randers.

Når man fra venstrefløjens side ynder at bruge Robin Hood som bannerfører for social retfærdighed, er det ikke blot en dybt forfejlet historiefortælling. Det er løgn og kreativ omskrivning af en historie som byrådets listemedlemmer vil kunne lære noget af. For sandheden er at folkehelten fra Sherwood skoven var liberal af hjerte og sind, og situationen er den samme nu som for mange hundrede år siden.

Når prins Torben af Randers og dennes håndlangere anført af Sherif Bjarne fra Beboerlisten og Sir Kasper af Velfærdslisten vil hæve skatten, er det med trusler om hvilke uhyrlige nedskæringer, der vil ske, hvis ikke det gennemføres. Man forsøger en taktik, der prøver at overbevise befolkningen om, at det jo er i den bedste mening.

Først og fremmest ville man fra prins Torbens side, ikke anerkende at penge tjent af borgerne, også bruges bedst af borgerne. For som Robin Hood ved, kender borgerne bedre værdien af de penge de selv tjener, end prins Torben, der ville klatte dem væk på mere kontrol og bureaukrati.

Men mere vil have mere, og som sagnet om Robin Hood beretter, steg skatterne til et uhyrligt højt niveau, det måske højeste i området. Som politisk leder svigtede prins Torben de fattigste borgere i Randers. Frem for at give dem, der har mindst, en hjælpende hånd, flåede han med magt deres sidste håndører fra dem. Dengang som nu kender vi som arme borgere denne adfærd alt for godt, og selv om det ikke er en prins, men et byråd, der bestemmer, hvad der skal bruges penge på, så når man på et tidspunkt smertegrænsen.

For Robin Hood var det et problem at skatterne udhulede befolkningens muligheder for at få mad på bordet. Byrådet stillede deres behov for omfordeling, før borgernes krav om minimumseksistens. Derfor greb Robin Hood til selvtægt og røveri. Dermed stjal han ikke fra de rige svin, sådan som mange af prins Torbens håndlangere, gerne vil fremstille det. Men fra de magthavere der uberettiget havde tilegnet sig andre menneskers penge, for at finansiere deres egne prestigeprojekter og fest.

Når Torben Hansen som prins John med listerne som villige håndlangere ønsker at lade skatten stige, går man ikke andet ærinde end sit eget populistiske projekts.

I Danmark står vi i en situation, hvor man igennem mange år ikke har haft vækst, men et tårnhøjt skattetryk. Vi har et land, hvor der nu er flere på offentlig forsørgelse end på det private arbejdsmarked. Et land hvor nogle betaler mere i skat end, de tjener. Et land hvor man dobbeltbeskatter arv, fordi fællesskabet skal have del i de penge, en sparsommelig moder med et barn har lagt til side hver måned for at give sin datter de bedste forudsætninger. Et land hvor Robin Hood ville have gjort oprør, og sørget for at ingen som minimum skulle betale mere til andre end, de selv tjener.

Der er ingen tvivl om, at Robin Hood er liberal af sind og hjerte. For ham handlede det om at kæmpe mod uretfærdighed i alle afskygninger. Det er forkert at stjæle, men det er aldrig forkert at tage tilbage, hvad der retmæssigt er ens eget. Derfor kan Liberal Alliance af indlysende årsager ikke være med til at hæve skatter, gebyrer eller afgifter i Randers kommune. For vi ved – ligesom Robin Hood – at pengene ligger bedst i borgernes lommer.

Kommentarer