Langå

Rasmus Bjerg spillede op til dans til nytårskoncert i Langå

Publikum var mere end tilfredse med Rasmus Bjerg og Prinsens Musikkorps optræden til nytårskoncerten i Langå-hallen søndag eftermiddag.

Omkring 600 Langå-borgere fik sig traditionens tro en bjergtagende oplevelse i Langå Idrætscenter, da Prinsens Musikkorps og  komikeren Rasmus Bjerg spillede op til dans og musik til nytårskoncerten søndag eftermiddag. 

“Sikke en fest, som vi havde i Langå søndag eftermiddag! Der blev danset og sunget med, så man skulle tro at vi var havnet midt i et halbal – fantastisk stemning, tak for dét!”

Sådan skriver orkesteret Prinsens Musikkorps på Twitter. Med entertainer Rasmus Bjerg spillede de op til dans og fællessang til årets nytårskoncert i Langå Idrætscenter. Nedenfor kan du se en video fra nytårskoncerten, hvor Rasmus Bjerg, der blandt andet også er kendt som Cirkusdirektøren i DRs Cirkus Summarium, sammen med Langå-borgerne synger John Mogensens klassiker “Så længe jeg lever”.

Som det tydeligvis kan ses og høres på videoen, var det bestemt ikke kun Prinsens Musikkorps, der fik sig en på opleveren til nytårskoncerten søndag eftermiddag.

– Der var ikke nogle forventninger til, hvad Rasmus Bjerg havde at byde på, men det blev en helt fabelagtig koncert. Efterfølgende var der mange, som kom hen til mig og fortalte, at det var den bedste nytårskoncert nogensinde, fortæller Jørgen Bruno Andersen, der er formand for Langå Koncertforening.

Fantastisk for et lille samfund

Ifølge Jørgen Bruno Andersen sang Rasmus Bjerg fantastisk –  ligegyldigt om der blev spillet John Mogensen og Elvis Presley. Og derudover havde Rasmus Bjerg en fabelagtigt kemi med dirigenten for Prinsens Musikkorps, hvilket i sammenspil med musikken ramte lige ned i hjertekuglen på publikum.

– Det er jo den 18. nytårskoncert i Langå og det er da fantastisk, at vi ude i vores lille samfund kan samle 600 mennesker i en årrække. Vi startede jo i skolens festsal med 200 tilhører og siden er det bare vokset og vokset. I dag holder vi mange andre koncerter i løbet af året som en følge af den succes, vi har haft med nytårskoncerten, slutter Jørgen Bruno Andersen.

Kan du lide, hvad du læser? Så gå ind på Facebook og “synes godt om” Randers Netavis her

Kommentarer