Ranlak skruer op for blusset

Efter en periode med lidt færre aktiviteter er industrilakeringsvirksomheden Ranlak nu på vej fremad igen. I 2015 blev Ranlak nemlig overtaget af en særdeles velkendt og driftig erhvervsmand fra Randers-området: John Drejer, som siden 1981 har drevet el-installatørvirksomhed i eget navn.
John Drejers søn, Jeppe Drejer, er bestyrelsesformand i Ranlak. Jeppe Drejer blev uddannet el-installatør i 1998, og han er medejer af John Drejer A/S. Det er således et par erfarne og kompetente folk, som har sat sig i førersædet i Ranlak.
– Vi har jo nok ikke ligefrem lak i årerne, griner direktør John Drejer.
– Men det er tæt på. Man kan i hvert fald nok godt sige, at virksomhedsdrift er gået os i blodet.
God gammel Randers-virksomhed
Ranlak er en god gammel Randers-virksomhed, som laver industrilakering af alt i stål: stole, døre, butiksinventar og meget andet.
Virksomheden blev grundlagt i 1982 og har således 35 års erfaring med pulverlakering. I dag har fabrikken syv ansatte.
Kvaliteten er i fokus
Ranlak har sat sig for hele tiden at optimere kvaliteten af produkterne.
– Vi søger at producere det bedste inden for branchen, fortæller Jeppe Drejer, og fortsætter:
– Vi leverer primært til virksomheder i Randers, Viborg og Aarhus. Men vi har kunder fra hele landet. Vores fordel er, at der ikke er så mange virksomheder, der udfører lige præcis det, som vi kan.
Den daglige leder betyder alt
Til at sikre kvaliteten af produktionen skulle der findes en virkelig kapacitet inden for området.
Og i foråret 2017 blev Per Skouboe ansat som daglig leder af virksomheden. Per Skouboe er oprindelig uddannet klejnsmed og produktionstekniker, og han har tidligere arbejdet med vådlakering. I årene 2006-2016 var Per Skouboe først daglig leder af Corr-San Industrilakering og siden medejer og direktør.
– Den daglige leder er alfa og omega for levering af kvalitetsprodukter, mener Jeppe Drejer – Derfor er vi meget glade for at det lykkedes os at få fat i Per Skouboe.
Udvikling af medarbejdernes kompetencer
Siden slutningen af 2016 har ledelsen sat fokus på efteruddannelse af medarbejderne, og det har allerede nu givet en god udvikling i virksomheden.
– Men vi fortsætter udviklingen af medarbejdernes kompetencer. Det er en løbende proces, som vi skal blive ved med at have fokus på,” fortæller Per Skouboe.
Miljøvenlig produktion
– Det er vigtigt for os at producere så miljøvenligt som muligt. Vi bruger miljøvenlige råvarer i vores produktion, og vores investeringer i ny teknologi har resulteret i nye renseprincipper. Det betyder også kortere ventetid for kunden, fortæller Jeppe Drejer.
Det er dog ikke kun det omgivende miljø, ledelsen har fokus på. Også arbejdsmiljøet på selve virksomheden er vigtigt. Det har bevirket at virksomheden har grøn smiley hos Arbejdstilsynet.
Samarbejde med Centerlak giver fleksibilitet i produktionen
Ranlak samarbejder med Centerlak, som også ligger i Randers, og det giver en stor fleksibilitet i forhold til, hvilke opgaver, man kan tage ind.
– Centerlak laver det samme som os. Men på Centerlak kan de køre nogle større elementer igennem anlægget. Først gennemgår stålelementerne en afrensningsproces, hvor de bliver spulet med dyser. Så kommer de gennem en tørreovn. Og til sidst bliver de kørt igennem pulverlakeringskabinen, inden de afkøles og bliver pakket til fragt, fortæller Per Skouboe.
Maskinel og håndholdt lakering i kombination
Inde i pulverlakeringskabinen sprøjtes pulveret ud over metalemnet. Samtidig står der en uddannet pulverlakerer med pulverpistol og lakerer de hjørner og kroge, som dyserne ikke når. Pulveret binder sig til metalemnet ved statisk elektricitet, og det pulver, der ikke bindes, bliver suget op og genbrugt på det næste emne.
– På den måde er der ikke noget, der går til spilde. Og det er godt for miljøet,” siger Jeppe Drejer.
Og fremtiden?
– Nu har vi fokus på at drive en miljøvenlig produktion. Og vi sørger for, at medarbejderne er fagligt klædt på til deres opgaver. Så skal vi nok få en rigtig fornuftig forretning ud af det, siger Jeppe Drejer med jysk beskedenhed.
Kommentarer