Samfund

Randrusianske børn får hjælp til skygge af Matas

Matas Miljøfond hjælper så børn bliver beskyttet mod solens stråler. Pressefoto

Randrusianske institutioner, skoler, og dagplejeordninger kan ansøge om penge til buske og træer, der beskytter børn mod solens skarpe stråler. Det er Matas Miljøfond, der står bag donationerne og der er ansøgningsfrist den 15. maj.

Forårssolen begynder for alvor at kaste sine stråler over børnene på de randrusianske legepladser. Ifølge Kræftens Bekæmpelse kan 90 procent af alle hudkræfttilfælde forebygges med en fornuftig soladfærd, og for børn, hvis hud stadig er i udvikling, er det især slemt at blive skoldet af solen. For at undgå det giver Matas Miljøfond alle institutioner i Randers muligheden for at søge midler til anskaffelse af solafskærmning.

– Indtil nu har over halvdelen af alle ansøgninger til fonden resulteret i en bevilling, så chancerne er gode. Hvis du har et barn eller barnebarn i institution i området, er det nu, du har mulighed for at søge, siger Michelle G. Klint, Butikschef i Matas på Torvegade i Randers.

Genanvendelige indkøbsposer sikrer solbeskyttelse

Matas Miljøfond har hidtil bevilget for mere end fem millioner kroner til mere end 2100 institutioner. Pengene kommer fra salg af genanvendelige indkøbsbæreposer i Matas, der koster ti kroner stykket, hvoraf halvdelen går ubeskåret til fonden.

– Ved at sælge de genanvendelige indkøbsbæreposer giver vi vores kunder et miljørigtigt alternativ til engangsplasticposer, og samtidig giver salget os mulighed for at hjælpe byens institutioner med at skabe legeområder med skygge til børnene, siger Michelle G. Klint Hjerrild.

Alle ansøgninger til Matas Miljøfond vurderes af en naturvejleder, Danmarks Naturfredningsforening og Matas. Der er ansøgningsfrist den 15. maj 2017. Se hvordan du ansøger her.

Matas Miljøfond blev etableret i 1995 og administreres af Matas i samråd med naturvejledere og Danmarks Naturfredningsforening. Fondens indtægter kommer fra salget af Matas’ genanvendelige miljøfondsposer.

Kommentarer