Randers-virksomhed skaber plads til den enkelte medarbejder – nu er de nomineret til national CSR-pris
El Recycling er nomineret til CSR People Prize 2025. Foto: El Recycling.
El Recycling er nomineret til CSR People Prize 2025, fordi de er lykkedes med at tænke social bæredygtighed ind i alle funktioner og har skabt en arbejdsplads med plads til forskellighed. Prisen uddeles af videnshuset Cabi.
El Recycling er med i kampen om at vinde CSR People Prize 2025 – en af Danmarks mest veletablerede priser for socialt ansvar.
Virksomheden har eksisteret i fem år og er stiftet af Casper Roensbech og Michael Hessellund. Virksomheden indkøber, modtager og afhenter udtjente elektronikprodukter og sorterer dem enten til genbrug eller genanvendelse. Hele forretningsmodellen er bygget op om socialt ansvar.
De rekrutterer primært gennem jobcentret, har ledige i praktikker og afklaringsforløb, og lader sig ikke begrænse af diagnoser eller handicap. Faktisk har cirka 80 til 90 procent af virksomhedens medarbejdere haft udfordringer ud over ledighed, forklarer Casper Rosenbech, medejer og HR-chef.
– Michael og jeg kom fra en forsikringsbranche, som var ved at knække os. Derfor startede vi El Recycling for at gøre en forskel og give alle en chance. Det er vores drivkraft. Jeg har ikke en HR-uddannelse. Jeg arbejder ud fra mit menneskesyn. Nomineringen er en stor anerkendelse af, at vi er lykkedes med vores vision, fortæller han.
Det handler om mennesket bag
Hos El Recycling er en udfordring ikke en hindring, men en mulighed. Det handler om mennesket bag. Ved at være interesseret og åben, finder de frem til den enkelte medarbejders muligheder og dermed kompetencer. Lige siden de startede har deres forretningsmodel givet plus på bundlinjen – både forretningsmæssigt og menneskeligt.
– Vores genanvendelsesleder blev ansat kort tid efter, at vi startede virksomheden. Han havde det så skidt, at han ikke kunne kigge andre i øjnene og troede ikke på sig selv. I dag er han leder, og når der kommer 15 elever fra autismeskolen, er det ham, der står for det. Det er fantastisk at opleve, hvordan medarbejdere er kommet op af ’hullet’, har fået et godt liv, og nu kan inspirere andre. Det var jo lige det, vi ville, fortæller Casper Rosenbech.
El Recycling tilbyder et arbejdsmiljø, hvor der er plads til forskelligheder, og hvor opgaverne i høj grad kan tilpasses alt efter dagsformen. Nogle medarbejdere har brug for at sidde hjemme et par dage om ugen, og andre har brug for fleksibel mødetid. Virksomheden er indrettet, så det er nemt at imødekomme særlige behov.
En rollemodel for andre virksomheder
Årets nominerede er udvalgt af en stærk og bredt sammensat jury med stor indsigt i arbejdsmarkedet, erhvervslivet, forskning, kommunale beskæftigelsesindsatser og sociale investeringer.
Mette Rønnau, juryformand og direktør i Cabi, fremhæver El Recyclings strategiske tilgang til social ansvarlighed og ser dem som en stærk rollemodel for andre virksomheder:
– El Recycling er langt fremme i bussen med at ansætte og fastholde mennesker med særlige behov. Det ser vi typisk ikke i dette segment. De har fx fire ISO-certificeringer, som kræver meget og koster at opnå. Det er et tydeligt tegn på, at de har godt styr på deres arbejdsprocesser, og at det er en strategisk prioriteret, siger hun.
Juryen roser også El Recycling, fordi de er med til at understrege, hvordan IT-branchen rummer store muligheder for at tage socialt ansvar og bidrage til samfundets udfordringer.
– El Recycling viser vejen til, hvordan virksomheder kan være med til at vende udviklingen i unges mistrivsel. Virksomheden har fx ansat unge i fritidsjob, og samarbejder med skoler, hvor de har 25 elever hver dag, som udfører opgaver rundt i afdelingerne. For en lille virksomhed er det en stor mundfuld, påpeger Mette Rønnau.
Juryen ser El Recycling som en kæmpe inspirationskilde, når det gælder store politiske dagsordner som Ungeløftet og juniormesterlære.
Årets nominerede
Efter en nøje gennemgang af alle indstillede virksomheder har juryen valgt følgende nominerede:
Virksomheder med færre end 49 ansatte:
- Byens Rens, Fredericia
- El Recycling, Randers
- Topmark Trading, Løgstør.
Virksomheder med mellem 50 og 249 ansatte:
- Frederiksberg Gartner- & Vejservice, Frederiksberg
- Primatag, Toreby
- Textilia, Aalborg.
Juryen bag udvælgelsen
De nominerede er udvalgt af en stærk og bredt sammensat jury med stor indsigt i arbejdsmarkedet, erhvervslivet, forskning, kommunale beskæftigelsesindsatser og sociale investeringer.
Juryen i år består af:
- Gorm Hjelm Andersen, koncernchef, Odense Kommune
- Lars Jannick Johansen, ledende partner, Den Sociale Kapitalfond Invest
- Louise Sjøntoft, HR Direktør, NCC Danmark
- Martin Amdi Pedersen, senior forretningsudvikler, Erhvervshus Hovedstaden
- Mette Neville, professor og leder af Center for Små og Mellemstore Virksomheder, Aarhus Universitet
- Mette Rønnau, direktør i Cabi og juryformand.
Vinderne af de enkelte kategorier afsløres ved CSR People Prize 2025 torsdag den 13. november 2025 klokken 12-16 på Hindsgavl Slot, Hindsgavl Alle 7, 5500 Middelfart.















Kommentarer