Samfund

Randers tog Bolette og Ken Knudsen med storm

Bolette og Ken Knudsen fik Randers ind under huden ved et besøg med masser af aktiviteter. Foto: Randers Kommune

Bolette Knudsen fra Bogø By og hendes mand fik i weekenden et helt særligt indblik i Randers. De vandt i februar hammerslag på en oplevelsesweekend i byen i den weekend, hvor Watermusic trak fulde huse.

Bolette Knudsen ville gerne købe en original fødselsdagsgave til sin mand, og på auktionen i forbindelse med Danmarksindsamlingen 2017 fandt hun et gavekort til en spændende weekend i Randers med frokost, hotel, Watermusic og rundvisninger på forskellige af byens attraktioner. Til sin store glæde vandt hun auktionen og kunne for ganske nylig glæde sin mand med udsigten til en ganske særlig oplevelse.

“Tjek ind på det historiske Hotel Randers, nyd en frokost på den prisbelønnede Bistroteket, fortsæt med rundvisning i udstillingen IDEALER på Randers Kunstmuseum og nyd premieren på Watermusic på havnen lørdag aften. Næste dag oplever I en rundvisning i Randers Regnskov og spiser frokost på Memphis Mansion”.

Sådan lød beskrivelsen på auktionen under Danmarksindsamlingen. Med alle oplevelserne i bagagen er Bolette og hendes mands stærkeste indtryk af Randers de mennesker, de mødte, som brænder for deres by.

– Vores søn bor og arbejder i Randers, så vi har været her nogle gange, men vi har aldrig oplevet byen, som vi gjorde denne weekend – og det har været en fantastisk oplevelse, fortæller Ken Knudsen, som blev meget glædeligt overrasket over den anderledes fødselsdagsgave.

Weekenden bød på den ene oplevelse efter den anden for parret, der ikke kan pege på en enkelt ting, der skilte sig særligt ud.

– Det hele har været godt, og det vil næsten være synd for de andre oplevelser, hvis man fremhæver én af dem,” mener Bolette Knudsen.

Smittende entusiasme

Bolette og Ken beskriver Randers Regnskov som et gensyn med regnskoven i Bali, Memphis Mansion som en bid af USA og Watermusic som en fascinerende og original oplevelse i en spændende kulisse, men det stærkeste indtryk gjorde de mennesker, parret mødte i byen.

– Den røde tråd igennem hele vores besøg har været mødet med en masse mennesker, der virkelig brænder for deres by og det, de beskæftiger sig med, siger Bolette Knudsen, og hendes mand er enig.

– Jeg interesserer mig ikke specielt meget for kunst, men når man får fremvist museet af en så engageret museumsdirektør, så er det umuligt ikke at blive fascineret af det, man ser. Den slags entusiasme er utroligt smittende, og det er kendetegnende for alle de mennesker, vi har mødt i Randers i weekenden, fortæller Kenn Knudsen.

Meget misvisende rygte

Selvom weekenden var tæt pakket med et væld af planlagte oplevelser, fik Bolette og Ken også tid til at gå en tur i Randers’ historiske centrum og opleve stemningen i byen.

– Jeg er faktisk overrasket over, at Randers har ry for at været en “kikset” by – der er absolut ikke noget kikset over Randers. Det er tværtimod en meget hyggelig by, understreger Bolette Knudsen.

Parret vil til enhver tid anbefale Randers-oplevelserne til andre, og det er bestemt ikke utænkeligt, at vi møder dem igen i byen.

Kommentarer