Navnenyt

Randers-studerende i finale om bedste praktikplads

Foto: Ulv Cluzeau (til venstre) er i finalen i Årets Dania-praktik sammen med Claus Buus fra Kemp & Lauritzen efter et enestående praktikophold. Foto: Dania.

– Jeg har været en del af holdet fra starten af, fortæller energiteknolog og randrusianer Ulv Cluzeau om sin praktik ved installationsvirksomheden Kemp & Lauritzen. Det var så godt, at han har nomineret dem til prisen som bedste praktikophold og er nu i finalen til at blive landets bedste

Det er en hjemmevant og glad Ulv Cluzeau, der tager imod i Kemp & Lauritzens lokaler. I ti uger har han været i praktik som energiteknolog-studerende, og selvom den tid for længst er gået, holder han stadig til i bygningen, mens han skriver sin hovedopgave.

– Jeg har været en del af holdet fra starten af og aldrig følt mig som praktikant. Jeg kunne stille alle de spørgsmål, jeg havde brug for, og jeg kunne fortælle min holdning uden at være bange, for jeg er blevet behandlet med respekt og ligeværd, forklarer 24-årige Ulv Cluzeau fra Randers.

Derfor har han indstillet Kemp & Lauritzen til prisen som årets bedste praktikophold på Erhvervsakademi Dania, hvor han læser. Ud af 95 indstillinger er han og praktikantansvarlig Claus Buus nu en af de udvalgte fem i finalen.

– Du har haft mange gode input undervejs. Jeg synes, det har været helt fantastisk at have Ulv i praktik og en positiv oplevelse hele vejen igennem. Jeg er meget glad og lidt stolt af, at Ulv har valgt at indstille os – især når han er min første praktikant nogensinde, fortæller Claus Buus, der er projektleder ved Kemp & Lauritzen.

Styr på energien

Tidligt i forløbet fik Ulv Cluzeau lov til at komme med i et projekt, hvor en folkeskoles elektroniske styringssystem af ventilation og varme ikke kørte særligt godt. Sammen kiggede Claus Buus og Ulv Cluzeau på det, lavede tests – og så tog Ulv over.

– Det var fedt at arbejde med og lære det område at kende, for CTS (Central Tilstandskontrol og Styring, red.)vidste jeg ikke så meget om. Men jeg kastede mig ud i det og begyndte at lære det at kende for at kunne fikse det, fortæller han og smiler:

– Og i dag er det jo løst, og bygningen bruger meget mindre energi.

Hans første selvstændige opgave var et projekt med at udskifte et lufttæppe ved indgangen til et storcenter. Det hjælper mod at mærke træk, når man kommer ind ad døren. Her var udgangspunktet et vandbærende løsningsforslag, men den unge energiteknolog fandt på eget initiativ en varmepumpeløsning, som viste sig at være billigere og bedre.

Den fandt han priser på, regnede besparelsen ud og lavede et færdigt tilbud til kunden, som kun mangler at godkende det for at blive igangsat.

– Det er jo fantastisk, at han både får ideen og har tid til at regne løsningen igennem. Det er ligesom at få en ekstra medarbejder mere, smiler Claus Buus.

Samme gymnastik og nye planer

I starten af marts havde Ulv sidste dag ved Kemp & Lauritzen, og siden har han arbejdet med sin hovedopgave sammen med en studiemakker. Det handler igen om en folkeskole og energioptimering.

– Vi laver i princippet samme gymnastik, som jeg gjorde under praktikken. Vi måler på varme, ventilation og isolation, og vi håber at kunne finde frem til en del energioptimeringer og besparelser, forklarer Ulv Cluzeau.

Hans planer for tiden efter studiet har også ændret sig efter praktikopholdet.

– Da jeg startede på studiet, ville jeg læse videre på Energy Management i Aalborg. Det vil jeg ikke nu. Nu vil jeg hellere have mere praktisk erhvervserfaring som energiteknolog, da det giver en større baggrundsviden at trække på, og det vil gøre mig endnu dygtigere, siger han.

Til sommer er han efter planen færdiguddannet energiteknolog, men først gælder finalen i Årets Dania-praktik, som finder sted i Randers den 4. maj.

FAKTA om Årets Dania-praktik

  • Konkurrencen er for de studerende på Dania, der var i praktik i studieåret 16/17
  • Det er de studerende, som selv indstiller deres praktikophold
  • 95 indstillede deres praktik til konkurrencen
  • Af dem er fem udvalgte gået videre til finalen
  • Danias vinder findes den 4. maj kl. 9-12
  • Vinderen går videre til den nationale konkurrence den 16. maj i Operaen i København, hvor der findes én samlet vinder for alle erhvervsakademier i Danmark.

FAKTA OM DANIA

  • Erhvervsakademi Dania udbyder videregående- og efteruddannelser i Grenaa, Hadsten, Hobro, Horsens, Randers, Silkeborg, Skive og Viborg
  • I alt udbyder Dania 21 korte videregående uddannelser inden for Business, Sundhed, Oplevelse, Marketing, Teknologi og Administration
  • Samlet er der 2500 fuldtidsstuderende på Dania, hvoraf 300 er internationale studerende
  • Derudover er 2700 deltidsstuderende på efter- og videreuddannelse
  • Erhvervsakademi Dania blev officielt indviet 1. januar 2009 og har 175 fuldtidsansatte medarbejdere.

Kommentarer