Randers Kommune for retten i februar
I begyndelsen af februar tager retten stilling til den sag, der igennem lang har været med til at skabe et dårligt samarbejdsklima i byrådet i Randers.
Ikke færre end tre dommere skal der til, når Randers Kommune tirsdag den 6. og onsdag den 7. februar er stævnet i retten i Randers. På grund af sagens særlige karakter har kommunen bedt om at få to ekstra dommere med, og det har retten godkendt.
Det er tre byrådsmedlemmer, der har stævnet kommunen: Kasper Fuhr Christensen (VL), Bjarne Overmark (BL) og Daniel Madié (K) besluttede i marts sidste år at rejse sag mod Venstre og Dansk Folkeparti, og dermed Randers Kommune, fordi de to partier i foråret 2015 på et byrådsmøde valgte at afsætte de tre politikere som udvalgsformænd. Venstre havde på det tidspunkt borgmesterposten.
Det skete angiveligt for at indføre en helt ny udvalgsstruktur, hvor man benyttede lejligheden til at skifte ud i toppen af udvalgene. Men dén tror de tre afsatte udvalgsformænd ikke på. Kasper Fuhr Christensen har tidligere beskrevet det som magtmisbrug.
Ændringerne skete efter længere tids uoverensstemmelser mellem partier og lister i byrådet. Efter omkonstitueringen af byrådet, hvor andre politikere blev formænd for de tre udvalg, blev stemningen ikke bedre. Efter to år valgte de tre politikere så at lægge sag an mod deres egen kommune. Det fik ikke stridighederne til at forsvinde.
Blandt andet er de tre politikere uenige i byrådsflertallets beslutning om, at de er inhabile, når kommunen for eksempel skal drøfte strategi for retssagen.
Søren Højgaard Mørup, professor ved Juridisk Institut på Aarhus Universitet, vurderer over for Randers Amtsavis, at dommen ikke vil få den store betydning for andre end de involverede parter i sagen.
– Hvis de tre sagsøgere får medhold, hvilket jo ikke er sikkert, så vil de få moralsk oprejsning. Og det er, så vidt jeg kan se, dét, siger Søren Højgaard Mørup.
Det får ikke betydning for andre end de tre, at de i så fald mistede deres udvalgsfomandsposter uretmæssigt.
Kommentarer