Navnenyt

Randers Kommune henter planchef hos Østjyllands Brandvæsen

Ny planchef i Randers Kommune er 47-årige Lone Mossin. Hun kommer med stærk erfaring i grøn omstilling, bæredygtig byudvikling og god service til erhvervslivet.

Lone Mossin kommer til Randers Kommune med lang erfaring fra både den kommunale verden og den private rådgiverbranche. De seneste knap 5 år har hun været projektchef hos Østjyllands Brandvæsen, der servicerer Odder, Samsø, Skanderborg og Aarhus Kommune. Tidligere har hun arbejdet i Aarhus Kommune, hvor hun bl.a. har været projektleder på den første klimatilpasningsplan og afledte projekter.

– Jeg er meget glad for, at Lone Mossin nu bliver en del af vores hold. Med Lone får vi en stærk, erfaren og energisk frontfigur for Planafdelingen og en leder, som kan sørge for, at afdelingens mange fagligheder kommer endnu mere i spil. Jeg tror, at hele holdet – medarbejdere som ledere – bliver stærkere af, at Lone er kommet ombord – siger Jens Lyngborg Heslop, direktør i Udvikling, Miljø og Teknik i Randers Kommune.

Randers Kommune får en planchef med stor erfaring i at være en myndighed, som gennem dialog og involvering er vant til at skabe resultater i tæt samarbejde med fagligt stærke projektledere. Den ny planchef har et godt blik for at udnytte de potentialer, Randers har ved sin beliggenhed ved Gudenåen, havet og E45. Samtidig vil hun have et solidt fokus på at bevare byens historiske værdi, få de bevaringsværdier bygninger og byrum gjort mere synlige, understøtte det rige kulturliv og få Randers placeret på Danmarkskortet som en del af den Østjyske millionby.

– Jeg glæder mig meget til at starte. Min ambition er sammen med engagerede medarbejdere at skabe bæredygtige løsninger og yde en god service til bl.a. erhvervslivet. Jeg vil bidrage med friske øjne og nye vinkler på den fysiske planlægning, sådan at målsætningerne om at gå nye veje indfries, og Randers DNA og visioner omsættes til handling. Derudover vil jeg bidrage til at sætte rammerne for en sikker indførsel af den grønne omstilling, hvor det er muligt og sikre, at Randers udvikler sig med klimaændringerne og udnytter dem til at skabe merværdi – siger Lone Mossin.

Lone Mossin er uddannet Ph.D. i geologi. Hun bor i det nordlige Aarhus med sin mand og deres tre børn.

Kommentarer