Randers Kommune dropper ParkPark – betalte ikke deres regninger

Randers Kommune har opsagt samarbejdet med ParkPark. App-virksomheden, der har gjort det muligt at betale for parkering med mobilen, har ikke betalt kommunen de penge, som de skylder.
Indtil nu har randrusianerne haft muligt at købe parkeringstid hos ParkPark gennem en app på mobiltelefonen, men fra mandag den 12. december 2016 kan bilister igen kun betale for parkering ved parkeringsautomaterne i byen.
Aftalen med ParkPark, der udover Randers Kommune blandt andet også har indgået aftaler med en lang række andre kommune landet over, er droppet på grund af ubetalte regninger, siger Johanne Krogh, der er ansat i Vej og Trafik med ansvar for parkeringsforholdene i byen.
– De levede mildt sagt ikke op til de forpligtelser, der var i aftalen. De skulle betale Randers Kommune et beløb én gang om måneden for de parkeringer, som de havde fået betaling for, men det gjorde de ikke, siger hun.
Ifølge Johanne Krogh har den nordjyske virksomhed, der bryster sig ved at tilbyde verdens nemmeste parkering, modtaget flere rykkere indtil de til sidst fik advarsel med en fristdato. Da de heller ikke reagerede på denne, var det ikke andet at gøre, end at opsige samarbejdet:
– De har flere gange lovet, at de ville komme med pengene, men det skete bare aldrig. Som forvaltning har vi selvfølgelig et ansvar for, at økonomien drives korrekt, så derfor har vi stoppet samarbejdet med ParkPark og sendt pengene til opkrævning ved de relevante instanser, slutter hun.
Randers Netavis har uden held forsøgt at få fat i Bo Abrahamsen, der er administrerende direktør i ParkPark.
Kan du lide, hvad du læser ? Så gå ind på Facebook og “synes godt om” Randers Netavis her
Kommentarer