Kultur

Randers Kommune bag prisen til “Årets CSR-virksomhed” ved Randers Business Awards

Sidste år vandt Bach & Pedersen Fragt A/S (billedet) CSR-Prisen. I år er Randers Industriservice, Danish Coffee and Tea og PN Tømrer og Byggefirma indstillet til CSR-Prisen. Prismodtageren afsløres ved Randers Business Awards den 14. november.

Når Randers FC’s Thor Lounge torsdag den 14. november danner rammen om uddeling af priser ved Randers Business Awards, så står Randers Kommune bag en af de 12 priser, som skal uddeles.

Det er prisen som årets CSR-virksomhed, der uddeles til en virksomhed, som formår at skabe vækst ved hjælp af social ansvarlighed til gavn for såvel virksomhed som medarbejderstab.

– I vurderingen af indkomne indstillinger til Årets CSR-virksomhed har vi lagt vægt på følgende parametre: At virksomheden tager et menneskeligt socialt ansvar med jobsigte for den rette. At virksomheden omsætter et arbejdskraftbehov til eks. fleksjob eller småjob for en ledig fra kanten af arbejdsmarkedet, og at virksomheden udviser ordentlighed i forhold til løn og arbejdsvilkår – fortæller Tine Arensbach, som er chef for Jobcenter Randers Erhverv.

Tre virksomheder er indstillet til prisen. Det er Randers Industriservice, Danish Coffee and Tea og PN Tømrer og Byggefirma. Prismodtageren afsløres først ved Randers Business Awards den 14. november.

Om de indstillede virksomheder
Randers Industri Service, som er specialister i alt indenfor svejsning og gas, har et tæt samarbejde med Jobcentret. Virksomheden evner at rumme den enkelte, når de tilrettelægger arbejdsdagen fleksibelt. Og de har udbudt virksomhedspraktikker, som har resulteret i lønnede timer for udsatte ledige via jobcentrets indsats “Flere skal med”. Virksomheden har både en fleksjobber og en småjobber ansat på overenskomstmæssige vilkår.

Danish Coffee and Tea er en lokal kaffeproducent, der har bygget en forretning op med basis i FN´s verdensmål. I samarbejde med Jobcentret har de gennem tiden ansat ledige med skånehensyn og nedsat arbejdsevne. De ser potentialet i den enkelte og laver fleksible aftaler ud fra arbejdstid og skånebehov. Virksomheden har givet overskud de seneste tre år og har en aktiv CSR-politik på en række parametre. Alle medarbejdere er ansat på overenskomstmæssige vilkår.

PN Tømrer og Byggefirma er altid åbne for at deltage i job- og lærlingemesser og opkvalificeringsprojekter målrettet byggeriet. Virksomheden har en mangfoldig medarbejderstab, hvor den enkelte har plads til at udvikle sig i jobfunktioner, hvor både arbejdstid og opgaver er tilrettelagt ud fra den enkeltes ressourcer. Virksomheden har fleksjobbere ansat og afprøver løbende praktikanter med henblik på lærlingeforløb og ordinær ansættelse. Alle medarbejdere er ansat på overenskomstmæssige vilkår.

Erhvervsnetværket Biznet Randers vil med Randers Business Awards hylde nogle af de mange gode virksomheder og ildsjæle, der findes i det lokale erhvervsliv. Arrangementet afholdes for fulde huse med ca. 330 deltagere fra erhvervslivet i Randers kommune. I alt uddeles 12 priser i forskellige kategorier. Herudover byder aftenens program på middag og underholdning.

Om social ansvarlighed
Chefen for Jobcenter Randers Erhverv Tine Arensbach fortæller, at man som virksomhed i Randers Kommune kan blive anerkendt med det lokale CSR Randers-brand, som kan bruges internt i virksomhedens personalepolitik og eksternt i kommunikations- og markedsføringsøjemed:

– I Randers Kommune ønsker vi et samarbejde med erhvervslivet om indsatsen for at sikre alle jobsøgende borgere en plads i arbejdslivet. Det giver både god mening for kandidaten og for virksomheden – siger hun.

P.t. er ca. 160 virksomheder i Randers kommune CSR-certificeret. Tine Arensbach regner med, at Randers Kommune fremadrettet vil certificere ca. 20 nye virksomheder om året.

Kommentarer