Randers: Glæde over 4-6 nye statslige arbejdspladser
Borgmester Claus Omann Jensen (V) glæder sig over, at der kommer flere statslige arbejdspladser til Randers, når Dansk Center for Undervisningsmiljø får 4-6 nye medarbejdere.
Ansættelserne sker i forbindelse med, at der bliver oprettet et klageorgan for mobning. I den forbindelse minder Claus Omann Jensen om, at der i Randers er fin plads til endnu flere statslige arbejdspladser: Randers Kommune tager gerne imod SKATs nye arbejdspladser, og bygninger står der allerede.
– Det er en glædelig nyhed, at vi nu får 4-6 arbejdspladser, og det er rigtig positivt, at der lægges statslige arbejdspladser ud. Det vil jeg gerne kvittere for, siger han.
– Samtidig vil jeg benytte lejligheden til at minde om, at med SKATS udvidelse kan disse med fordel placere flere af deres medarbejdere her i Randers. SKAT har tidligere haft en række medarbejdere i Randers i en bygning, som er ejet af Staten, og den har vi selvfølgelig holdt varm, fortsætter han.
Kun 5,1 procent af arbejdspladserne i Randers er statslige
Claus Omann Jensen hæfter sig ved, at det kun er 5,1 procent af arbejdspladserne i Randers, der er statslige, men gennemsnittet for Østjylland er 6,5 procent og på landsplan 7,7 procent. Derfor er borgmesteren godt tilfreds med indsatsen for at sikre, at det nye klagecenter for mobning bliver placeret i Randers, hvor det hænger godt sammen med Dansk Center for Undervisningsmiljø.
– Det kan helt sikkert vise vejen for flere statslige arbejdspladser. Randers er netop et godt sted at placere statslige arbejdspladser, da vi har en stærk infrastruktur og mange videnskompetencer. Det viser erfaringer fra virksomheder, hvor det senest blev Randers, der blev valgt som første etableringssted i Jylland for virksomheden Power, siger Claus Omann Jensen.
Kommentarer