Erhverv

Randers firma fordobler kundeantal “over night”

Klokken 20.00 i fredags, men folk i Randers havde fri og hyggede sig ved de mange Sankt Hans bål, sad en anden randrusianer på kontoret for at lukke en handel efter mange dages intenst og hårdt arbejde.

Tidligere samme uge var det i mobilkredse kommet frem at selskabet Tjeep var i vanskeligheder og Randers-virksomheden Greentel var allerede i forhandlinger om redningsplan eller overtagelse.

– Vi havde forhandlet i løbet af ugen, da det stod klart, hvilken vej det ville gå for Tjeep, men forhandlingerne nåede aldrig til ende, har Poul Tarp, bestyrelsesformand i Greentel, tidligere fortalt til MereMobil.dk.

Fredag klokken 14.00 indløb så meddelelsen at Tjeep var gået konkurs, og så skulle der pludselig handles hurtigt. Hvis kunderne skulle reddes fra at miste deres telefonforbindelse og Greentel skulle nå at afgive tilbud, var der ikke mange timer at løbe på. Parterne satte sig til forhandlingsbordet, nu med en kurator for bordenden, og klokken 20.00 kunne Poul Tarp konstatere, at hans kundedatabase på én dag var blevet dobbelt så stort.

– Jeg synes det var uanstændigt i et land som Danmark, hvis så mange kunder skulle stå uden telefonforbindelse, fortæller Poul Tarp.

Greentel har siden arbejdet på at flytte Tjeeps kunder til en ny platform og firmaet gør ifølge Poul Tarp alt for at kunderne holdes i luften mens flytningen sker.

Fredag den 23. juni 2017 vil Poul Tarp nok huske nogle år frem i tiden, for som han tørt konstaterer:

– Vi var et par stykker, som ikke nåede Sankt Hans bålet den aften.

 

Kommentarer