Randers får formandskab for midtjyske kommuners Kontaktråd
Borgmester Torben Hansen er blevet valgt som formand for 19 midtjyske kommuner i det fælles Kommunekontaktråd Midtjylland (KKR). Det administrative formandskab bliver placeret hos Randers Kommunes kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt
Valget var enstemmigt på tværs af partigrupperne i Midtjylland, som er sammensat af de 19 borgmestre og 16 kommunalbestyrelsesmedlemmer fra de midtjyske kommunalbestyrelser. Silkeborgs borgmester Steen Vindum (V) bliver næstformand.
– Jeg glæder mig meget til opgaven som formand. Det er en stor og vigtig opgave inden for en række forskellige områder. Jeg ser meget frem til blandt andet drøftelserne omkring uddannelsesområdet, siger Torben Hansen.
Fremmer fælles interesser
Formålet med KKR Midtjylland er at fremme og drøfte interesser, som er fælles for de 19 midtjyske kommuner. Det gælder især inden for områderne sundhed, det specialiserede socialområde og specialundervisning, vækst, erhverv, regional udvikling, beskæftigelse, uddannelse, kollektiv trafik og infrastruktur.
Kommentarer