Samfund

Randers’ ældste skulptur udsat for hærværk og tyveri

Busten af kong Frederik den VII ved Skovbakken. Foto: Randers Kommune

På Skovbakkens plæne stod byens ældste skulptur, en buste af kong Frederik den VII. I dag er skulpturens granitsøjle fundet væltet og busten af bronze er væk.

– Jeg er både vred og trist. Randers har mange fine skulpturer, og det her er den ældste. Det er et kunstværk og et stykke kulturhistorie, som tilhører os alle, siger Louise Høeg (V), formand for Sundheds-, idræts- og kulturudvalget i Randers Kommune.

Det præcise tidspunkt for hærværket og tyveriet kendes ikke. Det kan være sket i weekenden. Medarbejdere fra kommunens tekniske afdeling er for tiden ude for at se til alle byens skulpturer og opdagede mandag 28. april situationen.

– Medarbejdere i forvaltningen har søgt i hele området i håb om, at busten måske var kastet ind i et buskads, men desværre er den ikke blevet fundet. Vi betragter det derfor både som hærværk og tyveri. Hvis nogen får en bronzebuste tilbudt til omsmeltning, eller hvad man kan finde på, så er der tale om tyvekoster. Vi vil meget gerne have busten tilbage og forsøge at reparere, hvad der er blevet beskadiget, siger Louise Høeg.

Der er tale om en fin skulptur som blev afsløret i 1863 og er lavet af den danske billedhugger Herman Wilhelm Bissen. Han er ophavsmand til flere store skulpturer i Danmark. Uddannet fra Kunstakademiet i København som både maler og billedhugger. I 1840 blev han professor ved Kunstakademiet og direktør fra 1850-1853.

Frederik VII var den konge, der underskrev Danmarks nye grundlov i 1849 Skulpturen er derfor et værk, der vidner om den historiske milepæl med grundlovens indførelse i 1849.

– Busten blev placeret på Skovbakken og har givet en ekstra dimension til alle de grundlovsmøder, der er blevet afholdt på Skovbakken gennem tiderne og vidner om fællesskabet i vores moderne samfund. Det er vigtigt, at også vores eftertid kan få glæde af historiens vingesus, siger Louise Høeg.

Hærværket og tyveri bliver meldt til Østjyllands Politi tirsdag 29. april.

Fakta om skulpturen

Den 18. august 1862 behandlede byrådet i Randers et tilbud fra galvanoplaster Caspar Møller om at skænke sin fødeby en buste af Frederik VII. Byrådet takkede ja, og året efter i juni 1863 blev det vedtaget, at det nye kunstværk skulle stå på Skovbakken.

Frederik VII døde i november samme år og derfor blev det ikke alene et minde om grundloven men også et sørgemonument, som indtil 1980 havde et sørgemærke med en nedadrettet fakkel.

Busten er skabt af H.W. Bissen, som også har lavet Landsoldaten, Frederik VI i Frederiksberg Have og Istedløven.

Der blev i alt lavet tre bronzeafstøbninger af busten, hvoraf den ene stod i Skovbakken.

Hærværk på og tyveri af busten. Foto: Randers Kommune

 

 

Kommentarer