Ræk ensomme og hjemløse en hjælpende hånd
Tilværelsen for ensomme, hjemløse og andre af samfundets svageste er ikke blevet nemmere de seneste år. Tværtimod. Antallet af borgere i Danmark, som ikke kan klare sig selv.
Nogle må sige farvel til deres bolig og leve som hjemløs på gaden, andre isolerede sig i det værelse, som de kan få råd til. For begge grupper betyder det, at de kommer til at lave et liv i ensomhed uden venner eller kontakt til familien. Det sker ikke kun i København eller på Lolland.
Det sker også i Randers
Kirkens Korshær, der i over 100 år har hjulpet de svageste borgere i Danmark, håber derfor, at mange randrusianere vil give en hjælpende hånd og fødder søndag d. 25. november, hvor Korshæren for tredje år i træk holder landsindsamling og kalder til kamp mod fattigdom.
– Kirkens Korshær hjælper alle, der har behov for det. Derfor tager vores arbejde form efter det behov, vi ser i samfundet, og vi arbejder med mange forskellige mennesker med forskellige problemer, men det drejer sig især om hjemløse mennesker, misbrugere, ensomme, og fattige børnefamilier, fortæller formanden for Korshærsrådet i Randers, Anne-Dorthe Bugge, der håber, at mange vil melde sig som indsamler.
– En tommelfingerregel siger, at hver indsamler er 1000 kroner værd. Det er det beløb, en indsamler i gennemsnit samler på landsplan. I Randers har vi de to første år mødt stor velvillighed ved de borger, hvor en indsamler har ringet på, så vi regner med, at hver indsamler er mindst 1000 kr. værd her i byen, fortæller indsamlingskoordinator i Randers, Inge Schultz-Knudsen, der oplyser, at der i øjeblikket er en snes randrusianere, der har meldt sig, men der er behov for mindst det dobbelte, og gerne endnu flere.
I Randers består Kirkens Korshærs arbejde af seks arbejdssteder
- Slotsgården, som er en varmestue, hvor mange mennesker hver dag får et måltid varm mad, en kop kaffe, et bad eller en snak.
- Herberget Hjørnestenen, som giver husly og hjælp til dem, der står uden tag over hovedet.
- Løgstrupgården i midtbyen og Rytterknægten på Marienborgvej, som giver tilbud om at være med i et socialt fællesskab omkring genbrugsopgaver, fællesspisning, torsdagscafé, systue, korshærsgudstjenester, sommerlejre, udflugter og andre arrangementer.
- Og endelig butikkerne i Kirkegade i Randers og Bredgade 34 i Langå, som er med til at skaffe penge til at holde alle aktiviteterne i gang.
Vil du give et par timer af din tid for at støtte arbejdet omkring de svageste i vores samfund, så meld dig som indsamler på www.danmarkmodfattigdom.dk, eller møde op søndag den 25. november på en af de to indsamlingssteder i kommunen, Løgstrupgården på Vester Torv, eller genbrugsbutikken, Bredgade 34, Langå.
Kommentarer