Præsten om drabet i Uggelhuse: Vi må tænke på vore soldater, når de vender hjem.
Børge Jensen, der er sognepræst i de fire sogne Virring, Essenbæk, Årslev og Hørning sydøst for Randers, ryddede kalenderen onsdag aften, da han af initiativgruppen til aftenens fakkeltog i Uggelhuse, blev spurgt, om han ville komme og sige et par ord.
– Det er flot af borgerne at tage dette initiativ, og jeg synes et fakkeltog er en fin måde at samles om i denne triste stund. Da jeg blev spurgt var jeg ikke i tvivl om jeg skulle deltage, fortæller han til Randers Netavis.
Læs også: Fakkeltog i Uggelhuse til ære for forældrene – og til støtte for Lars Kragh
Børge Jensen opfordrede i sin tale til at lade “dømmesygen ligge” og i stedet tænke på de berørte af hændelsen. Men han mindede også om at tænke på de soldater, der ude i verden løser vanskelige opgaver og vender hjem med traumatiserende oplevelser i bagagen. Nogle oplevelser måske så traumatiserende, at der skal professionel hjælp og støtte til over for den pågældende soldat.
Randers Netavis bringer her, hvad Børge Jensen valgte at sige til borgerne i Uggelhuse, der samledes foran huset på Halsager, hvor Kirsten og Jørgen Kragh formentligt blev dræbt mellem torsdag og fredag i sidste uge.
Sognepræst Børge Jensens tale:
”Der er en, der har sagt: Livet er vidunderligt – undtaget, når der ikke er det.
Mon ikke vi alle kender den fornemmelse, når tristheden sniger sig ind på os, når mørket lægger sig omkring os, og vi føler afmagt og mismod.
Alle disse triste tanker og følelser, som nogle gange kan udvikle sig til noget meget mørkere end tristhed.
Hvor trist og hvor mørkt – det er forskelligt, for vi mennesker er forskellige, og derfor oplever vi også tingene forskelligt.
Nogle mennesker er resolutte og handlekraftige, andre er bekymrede og forsigtige. Nogen er det hele, bare på forskellige tidspunkter og i forskellige situationer.
Vi tror, vi kender os selv. Og vi tror, vi kender dem, vi er knyttet tættest til. Det gør vi også – kender os selv – men der er afkroge i ethvert menneskes sind, hvor ingen andre kan trænge ind. Ikke engang os selv.
Sindets kringelkroge er mangfoldige, og vores liv har givet os så mange ting, der er blevet lagret i hukommelsen, og som er bestemmende for vores tanker, følelser og reaktioner.
Nøjagtig hvad, der udløser hvilke handlinger og følelser, det forstår vi nok aldrig helt.
Alligevel er vi mennesker som regel hurtige til at vurdere og dømme – især om andres handlinger.
Jeg vil foreslå, at vi her i aften prøver at lade vores dømmesyge ligge og i stedet lade vores tanker og medfølelse gå til alle dem, der er berørt af tragedien. Og det er mange.
Vi må også tænke på alle de soldater, vi har sendt ud i verden for at løse vanskelige opgaver. Mange har, som Lars Kragh, haft så voldsomt traumatiserende oplevelser, at de har svært ved at vende tilbage til et normalt liv i familien.
Læs også: Formand for Danmarks Veteraner: Langt de fleste soldater kommer styrkede hjem
Vi kan ikke ændre den tragedie, der har udspillet sig her i Uggelhuse. Men vi kan lade ilden i faklerne og de lys, vi tænder, stå som symboler på, at vi er fælles om at være berørte over det, der er sket.
Tak for initiativet til fakkeltoget og til jeres opbakning.”
Du kan se hele præsten tale her.
Kommentarer