PostNord Danmark Rundt ruller gennem Randers Kommune på lørdag

Lørdag den 16. august bliver vejene i Randers Kommune en del af Danmarks største cykelfest, når 5. etape af PostNord Danmark Rundt passerer gennem kommunen. Verdensklasse-cykelryttere kæmper om sekunderne på de kuperede veje, og du kan opleve stemningen helt tæt på.
Find en god plads i vejsiden og mærk suset, når rytterne i høj fart kører forbi under PostNord Danmark Rundt – helt tæt på.
Randers Kommune opfordrer tilskuere til at parkere på sideveje til selve ruten og gå eller cykle det sidste stykke. Det letter trafikken og skaber bedre forhold for både ryttere, officials og andre tilskuere.
Det er også tillade at parkere i yderrabatten på de veje, hvor man kan undgå at parkere på selve kørebanen. Parkering helt eller delvist på selve kørebanen er til fare eller ulempe. Følg altid den aktuelle skiltning om standsning og parkering.
Vejdirektoratet opfordrer både tilskuere til PostNord Danmark Rundt og øvrige trafikanter til at sætte ekstra tid af til rejsen og følge Vejdirektoratets trafikråd på dagen.
Lokale Mads Würtz Schmidt stiller til start
Blandt rytterne i feltet er Mads Pedersen, Matthias Skjelmose, Magnus Cort, Jasper Philipsen og den lokale rytter Mads Würtz Schmidt.
Sidstnævnte har ifølge appen Strava rekorden på den 1 kilometer lange Væthbakken, som rytterne skal over på lørdag. Mads Würtz Schmidt brugte 1 minut og 39 sekunder på bakken med en gennemsnitlig stigning på over 5 procent.
Tilskuertips
- Kom i god tid, så du kan finde en god plads.
- Stå et sikkert sted – aldrig på kørebanen.
- Tag gerne flag, bannere og god energi med, men undgå at komme for tæt på vejen og rytterne.
- Respekter afspærringer og følg anvisninger fra officials og Politi.
Transport og trafik
Der kan forekomme midlertidige trafikændringer og kortvarige spærringer på de veje, hvor feltet passerer. Planlæg din rejse i god tid og tjek eventuelle ændringer på Vejdirektoratets trafikinfo. Hvis du kan, så vælg cyklen eller gå, når du skal til ruten.
I Randers Kommune går ruten fra Mariager øst om til Gassum via Kærby. Derfra på Mariagervej via Hvidsten og Kondrup til Råsted på Hobrovej.
De kører videre til Øster Bjerregrav og til Læsten på Viborgvej, før de når Ålum og skal prøve kræfter med ‘Tour de France-bakken’ syd for Nørreå. I Langå kommer de ind på Ulstrupvej og drejer fra Bredgade til venstre ad Væthvej, før de med høj puls forlader Randers Kommune efter Væthbakken og et højresving mod Laurbjerg.
Se hele ruten og tidsplanen her.
Opfordring til tilskuere
Op til løbet og på selve dagen opfordrer Randers Kommune alle til at hjælpe med at holde kommunen pæn og indbydende.
– Vi opfordrer til at fjerne skidt og snavs fra vejene, hvis man f.eks. spreder noget i forbindelse med landbrugsvirksomhed eller taber gods i forbindelse med transport.
Brug skraldespande eller tag affaldet med hjem når du oplever løbet.
Mere info
Du kan finde kort over ruten og løbets tidsplan på https://postnorddanmarkrundt.
Lad os sammen skabe en festlig og sikker ramme om PostNord Danmark Rundt i Randers Kommune.
Kommentarer