Debat og politik

Partihopper – utroværdighed og øger politikerlede i Randers kommune

Debatindlæg af: Arne Erikslev
Toldbodgade 21, Randers NØ

Så nåede vi i Randers kommune også at få en formentlig Danmarksrekord med byrådsmedlem Bo Ratz´s fire partihop siden 2021, udtalt af kommunalforsker Rodger Buch.

Professor fra Institut for Statskundskab Helene Helboe Pedersen, der forsker i politisk repræsentation, udtrykker det klart: ”Men spørger man vælgerne direkte, så er partiskift et brud på demokratisk kontrakt og den ”systemiske tillid”. ”I værste fald kan det føre til mere politikerlede. Og det kan føre til lavere demokratisk engagement, hvilket påvirker stemmeprocenterne, og hvorvidt vælgere bidrager konstruktivt til debatter på sociale medier”.

”Vælgerne finder det utroværdigt, og det biddrager til fortællingen om, at politikere ikke er til at stole på”, udtaler hun.

Som bekendt er politikere bundskrabere i en troværdighedsskala (Epinion´s) lige under journalister og bilforhandlere. Det ”positive”, med partihop og løsgængere her i Randers for nærværende, er, at man ikke kan skubbe politikerne længere ned på skalaen.

I de fleste tilfælde, så er de officielle begrundelser for partihop ofte med politiske uenigheder, hvilket i virkelighedes verden er helt forkert, da de forskellige partier / listers partiprogrammer er godkendt af alle kandidater for den indeværende valgperiode.

De virkelige årsager er person- og strategiske begrundelser. Parolen er, at kandidaten i første omgang melder sig ind i det parti, hvor vedkommende har største chance for at blive valgt. Eksempler: I Pape-Power perioden, skiftede Christina Kjærsgaard fra Venstre og med yderligere begrundelse om, at der var højere til loftet hos konservative.

Højdespringeren i partihop Bo Ratz skulle bruge flere ind- og udhop hos de konservative for at finde frem til, som han udrykker det: ”Der var samarbejdet næsten ikke -eksisterende”. Den nuværende konservative formand Morten Ballegaard Sørensen udtaler til pressen om Bo Ratz, at han oplever ham som ”en hykler og populist, der kun tænker på sig selv, i stedet for at tænke på Randers”. Det bliver så spændende at høre om, hvorvidt han vil kæmpe for eller imod Klimabroen eller melde sig ind hos de radikale, på den ene side og på den anden side.

Den tidligere socialdemokrat Anker Boje, der kæmpede imod sin egen borgmester Torben Hansen på grund af hans påståede dårlige ledelse og manglende interesse for den sydlige del af kommunen (sognerådspolitik) havde af den grund ambitioner om at blive ny borgmesterkandidat, der som bekendt mislykkedes. Nu vil han så fører rød politik i en borgerliste.

Da der stadigvæk er løsgængere, og der kan ske flere partihop i Randers byråd, så fortsætter føljetonen på underholdningsniveauet.

Alvoren er dog, at når man mødes i forskellige sammenhænge og taler med folk, så er der en opgivende holdning til stor skade for vores kommune, ligesom det besværliggør at tiltrække kompetente byrådskandidater.

 

Kommentarer