Paderup-elever vinder 10.000 kroner
Paderup vinder på kreativitet og bæredygtige idéer.
Innovation, socialt samvær og selvironi er nogle af de kvaliteter, der blev lagt vægt på, da eleverne på Paderup Gymnasium onsdag aften fik den glædelige besked, at de har vundet den landsdækkende konkurrence Fem Fede Dage 2019.
Fem Fede Dage er en kampagne, som miljøorganisationen Ung
Energi kører hvert år i samarbejde med unge på landets gymnasier.
Idéen er, at eleverne på skolen i en uge sætter særligt fokus på at tænke bæredygtigt i hverdagen. Mandag er fx ”Mad-mandag”, hvor man laver grøn mad i kantinen og opfordrer til at tage rester hjemmefra med i madpakken. På ”Tøj-tirsdag” er der tøjbytttemarked, så man kan sende sit brugte tøj videre til nye ejere og bytte sig til kammeraternes aflagte bukser og t-shirts.
På Paderup Gymnasium blev resterne fra tøjbytningen endda genanvendt til at sy bæredygtige madpakkeposer af, og der blev plantet østershatte i kaffegrums. Særligt disse to tiltag imponerede dommerne i konkurrencen, som har valgt Paderup Gymnasium som årets vinder.
På organisationens Facebookside lyder begrundelsen:
– Paderup løber af med sejren, fordi de har været ambitiøse og originale i deres events; det så vi med bl.a. syning af frugtposer og svampefarm-workshop.” En af dommerne udtaler:
– Jeg kan godt lide, at de virkelig giver deres eget take på De Fem Fede. Og så synes jeg, det var ret sjovt, at de har valgt at tage afslappet tøj på til Off-onsdag – selvironi er fedt, og det er sgu ikke alle, der tør stille op i joggingtøj og badesandaler i gymnasiet.
Meningen med ”Off-onsdag” er egentlig, at man begrænser sit energiforbrug ved at være off-line. Paderup-eleverne arrangerede derfor en hyggelig brætspilscafé, men understregede altså off-line-stemningen yderligere ved også at gå i skole
iført nattøj onsdag.
Dommerne var desuden begejstrede for, at Paderup Gymnasium har lagt vægt på det sociale samvær som en vigtig brik i bæredygtige løsninger:
– Paderup Gymnasium har lavet nogle gode events, som er kreative og sociale på samme tid. Jeg synes især godt om deres brætspilsevent, syning af frugtposer og deres fokus på madpakker med rester, som er løsninger, der kan bruges igen og igen. Og så lægger de op til, at socialt samvær og det at gøre ting sammen også er bæredygtige løsninger, og det synes jeg er et fedt aspekt, fordi det kan engagere andre – udtaler dommerne.
Og særligt på ugens sidste dag ”Festival-fredag” var det sociale i højsædet, idet kantinen i middagspausen blev omdannet til en lille festivalscene, hvor skolens bands spillede op til den forstående weekend.
Natasha Lundorph Clausen er medlem af Paderup Gymnasiums nyoprettede klimaråd og dermed en af initiativtagerne til de Fem Fede Dage. Hun ser præmien som en helt perfekt start på klimarådets arbejde.
– Vi har lagt en masse energi i at gøre det sjovt og overskueligt for alle at tage bæredygtige valg. Vi vil gerne have så mange som muligt til at se, at det egentlig ikke er svært at opføre sig på en måde, hvor vi skåner miljøet. Skolen afholdt også Fem Fede Dage sidste år, men det er første år, hvor vi som klimaråd står for det. Så derfor er det så fedt, at vi vandt! – siger Natasha Lundorph Clausen.
Eleverne har endnu ikke fundet ud af, hvad de 10.000 præmiekroner skal bruges på, men det bliver helt sikkert noget, der kan bidrage til at sætte bæredygtighed og miljø på dagsordenen, lyder det fra Paderup Gymnasiums klimaråd.
Kommentarer