Event

På med pilen – Randers Dart Club fejrer Dartens Dag med åbent hus

Alle uanset alder eller køn kan deltage, når Randers Dart Club markerer Dartens Dag med åbent hus søndag den 8. februar. Foto: Per Schultz-Knudsen.

Antallet af medlemmer i Randers Dart Club er steget med mere end 50 procent på to år; men klubben har plads til mange flere. Derfor inviterer de til åbent hus søndag 8. februar, hvor der blandt andet er mulighed for at møde den danske mester. 

Randers Dart Club markerer Dartens Dag søndag 8. februar med åbent hus klubbens nye dartcenter på Hvedevej 2 A, hvor alle er velkomne til at prøve sine evner med pilene og få gode råd af den danske mester, Jan Gørges Nielsen.

– Dart bliver mere og mere populær som sportsgren i Danmark. Det mærker vi også lokalt. På blot to år er vores medlemstal steget med mere end 50 procent. Det var også en af grundene til, at vi var nødt til at flytte i større lokaler, fortæller formanden for Randers Dart Club, Per Schultz-Knudsen.

– Samtidig har vi i Randers Dart Club haft stor sportslig succes de seneste år, hvor vores første hold er rykket fra 3. division i 2023 direkte gennem 2. og 1. division op i Elitedivisionen i denne sæson. Ligesom vi to gange på de seneste tre år har kunnet tælle den danske herremester blandt vore medlemmer, fortsætter Per Schultz-Knudsen.

Han oplyser, at klubben i år satser på at få opbygget en stærk ungdomsafdeling og øge andelen af kvinder i klubben.

Bare mød op

På Dartens Dag kan man i Randers Dart Club tale med medlemmer om klubben og sporten. 

Klubben stiller pile og skiver til rådighed, så man selv kan prøve spillet på en af klubbens 20 baner. Eneste krav til deltagerne er, at man skal sørge for at have noget afslappet tøj på, man kan bevæge sig i.

Alle er velkomne, og der er ingen tilmelding til arrangementet.

Social og hyggelig sport for alle

Dart er en social og hyggelig indendørssport for alle – uanset køn, alder og fysisk formåen – og sporten kan dyrkes lige fra hyggeniveau til elite-niveau i Randers Dart Club

Der er træning for alle klubbens medlemmer hver mandag aften klokken 19. Onsdag er der særlig træning for klubbens unge spillere klokken 17 til 19 – og for klubbens elitespillere fra klokken 19. Torsdag aften kan klubbens medlemmer deltage i en turnering om pladserne på klubbens interne rangliste. Uden for de faste træningstider kan klubbens medlemmer altid tage initiativ til yderligere træningssammenkomster.

Randers Dart Club har til huse på Hvedevej 2 A, 1. sal, Randers NV. Klubben kan kontaktes via formand@randersdartclub.dk

 

Kommentarer