Ålum

Overvældende indvielse af Brostedet i Ålum

Se billedserie Efter velkomst og taler klippede borgmestrene fra henholdsvis Favrskov og Randers Kommune, Nils Borring (S) og Torben Hansen (S). Foto: Jan Szwed. Se flere billeder i galleriet

Omkring 100 deltog, da man torsdag 24. juni endelig kunne indvie Brostedet syd for Ålum. En længe ventet begivenhed, som var indhyllet i begejstring og rosende ord og strålende solskin.

Torsdag 24. juni oprandt dagen, hvor man endelig kunne indvie Brostedet, der har været mere end et år undervejs. Der var deltagelse af fonde, lodsejere, håndværkere, mange af de mange frivillige samt det halve af Ålum og omegn og gæster fra landsbyerne Øster Velling, Vester Velling og Terp. De to sidstnævnte fra Favrskov Kommune.

Projektet begyndte for næsten 10 år siden med en frivillig gruppe af borgere fra både Øster Velling og Ålum i Randers Kommune og Vester Velling og Terp i Favrskov Kommune. Drømmen var at åbne for adgangen til Nørreåen, som flyder mellem kommunerne, og dermed skabe et sted, hvor det er mulig at fiske, hale sin kano eller kajak i land og nyde sin medbragte mad med udsigt over ådalen.

I foråret 2020 blev arbejdet sat i gang og godt et år senere blev det sidste søm sat i. Der er i samarbejde mellem Favrskov og Randers Kommune lavet 200 meter træplankegang hvoraf 100 meter er med handicapadgang, to shelters, bålsted, fire fiskeplatforme og 400 meter gummistøvlesti, ophalerplads til kano og kajakker samt ‘Brohus’, der er en grejbase med redningsveste til børn, grej til at fange signalkrebs, snobrødspinde med mere. Stedet byder også på træterrasser med borde og bænke og – så vidt vides – landets eneste borde-bænkesæt med babystol. Der er desuden børnebænk, toilet samt p-plads.

Vandmiljø Randers og fem private lodsejere lægger areal til området, der ligger på begge sider af Nørreåen og dermed både i Randers og Favrskov Kommune.

“Det må vi så finde ud af”

Ghita Tougaard, formand for Ålum og omegns beboerforening, der har været primus motor på projektet, bød velkommen, og i sin tale hæftede hun sig ved, hvordan alle involverede parter igennem hele processen har haft en positiv tilgang til og en velvilje over for projektet:

– Mantraet for håndværkerne her på stedet har været: “Det må vi så finde ud af”. Store og små ekstra ønsker eller lækkerier, som vi kom i tanke om eller ændringer, vi gerne ville have tilført undervejs, blev altid mødt med: ”Det må vi så finde ud af”. (….) Alle de små finesser er gaver til stedet og et bevis på, at vi har haft det mest fantastiske samarbejde mellem håndværkere, frivillige og de fire små landsbysamfund. Det vil den her plads altid stå som et fyrtårn for. ”Det må vi så finde ud af”. Det er pladsens mantra, sagde Ghita Tougaard.

Hanne Smedegaard fra LAG Randers-Favrskov, der også har støttet projektet, var meget begejstret ikke mindst for samarbejdet mellem de to kommuner, som LAG-afdelingen dækker.

– Det her er måske den eneste gang, jeg skal være med til indvielsen af et sted, der hører til i begge de kommuner, jeg repræsenterer, sagde hun blandt andet i sin tale.

Hanne Smedegaard har besigtiget og godkendt projektet for LAG og har derfor været ned i hver detalje i processen.

Peter Christensen fra VandMiljø Randers udtrykte i sin tale glæde ved, at man fra hans bord har kunnet medvirke til projektet ved at have lagt jord til eksempelvis toiletbygning og Brohuset. Han talte samtidig på vegne af de fem lodsejere, som tilsvarende glæder sig over at have bidraget til Brostedet ved at give adgang til deres jord.

– Uden deres tilladelser, ville stedet jo slet ikke kunne realiseres, pointerer Ghita Tougaard.

Begejstrede borgmestre

Den officielle indvielse blev foretaget af borgmestrene fra henholdsvis Favrskov og Randers Kommune, Nils Borring (S) og Torben Hansen (S). Begge er ivrige kajakroere, nævnte begge i deres taler, og nu glæder de sig over, at man nu også kan lægge til ved Brostedet i Ålum. Begge påpegede også, at samarbejdet har været helt unikt mellem alle interessenter i projektet. 

– Lige her på skellet mellem Randers og Favrskov har I skabt et fantastisk møde mellem menneske og natur, mellem land og vand og mellem mennesker. Det skal I have stor tak for, sagde Torben Hansen, inden han sammen med borgmesterkollegaen fra Favrskov klippede den grønne snor og således indviede Brostedet.

Herefter bad Nils Borring  forsamlingen råbe et leve for Brobyggerne og Brostedet, og tre gange hurra rungede ud over hele Nørreådalen.

– Det var næsten som om, der opstod et lille kommunalt fællesskab hen over Ålum Bro. Her var det ikke Randers Kommune og Favrskov Kommune; her var det Brostedet uden at nævne kommuner. Og så er Brostedets formål til fulde opfyldt, for vi vil bygge bro til mennesker og til hinanden. Her er der ikke noget dit og mit, her er det vores, vores fælles sted som vi er fælles om at passe på, siger Ghita Tougaard.

Efter taler og hurra var der ‘fri leg’, hvor de mange gæster kunne besigtige det rekreative område. Man kunne også fiske efter og smage på signalkrebs, og der 

Brobyggerne havde bygget en hel lille lejr af bålkøkkener, hvorfra der blev budt på pandekager, skumfiduser, pandekager og grillpølser med brød. Der var også LAG-kage, kaffe og kolde drikkevarer ad libitum.

– Og bedst af alt, kunne man bare mødes og få en snak med dem, man kender og dem, man ikke kender, for sådan er det på Brostedet, man får en snak med dem man møder, lyder det fra en glad Ghita Tougaard.

Kommentarer