Debatindlæg af Jeper Bræmer

Kommunalvalget er for døren og løfterne flyver fra højre og venstre. Vi skal alle sammen have mere velfærd, flere penge, betale mindre i skat og have gang i beskæftigelsen. Kulturen skal styrkes, de ældre skal have en værdig alderdom og broer skal bygges – både billedligt talt og i virkeligheden. I sidste ende sidder vi formentlig om fire år, med samme løfter og dårligdomme i byrådets interne cirkusparade, uden rigtig at være kommet meget længere. De samme folk vil sidde på de samme poster og klappe hinanden på ryggen over, hvor meget de har fået udrettet. Mon ikke det snart er tid til noget nyt? En fuldstændig udskiftning af det etablerede politiske persongalleri, og lade nye folk komme til, der ikke er sudlet ind i mange års mudderkast og leflen for baglandet.

Som bosiddende i sydbyen ser jeg bl.a. et akut behov for lokale nye kandidater til at tale vores sag. Byggegrunde stikker op alle vegne, tilflyttere bliver tiltrukket af de relativt lave boligpriser og børn bliver født som aldrig før. Men hvor skal børnene passes? Vi hører om nybagte forældre i sydbyen, der bliver tilbudt pasning i Havndal, fordi der ikke er nogen kapacitet i sydbyen. Hvem har sovet så længe i timen, at man ikke har kunnet se det akutte behov for pasningsordninger i sydbyen?

Ud af byrådets 31 medlemmer, er kun tre folkevalgte fra sydbyen, hvoraf den ene, Katrine Fruelund, har meddelt hun er færdig for nuværende i politik. Med sine godt 25.000 indbyggere udgør sydbyen mere end 25 % af kommunens befolkning; og på trods af samme har vi under 10 % til at repræsentere os. Nu er sognerådspolitik heldigvis ikke noget der er hjemhørende i Randers Kommune, men på trods af samme gives hermed en opfordring for, at stemme på en lokal kandidat fra sydbyen, til at varetage vores fremtidige interesser.