Kultur

Oplev årets gang og naturen omkring Gudenåen

Onsdag den 5. april kan du første gang opleve årstiden og naturen ved Gudenåen på guidet tur med Helle-Marie Taastrøm. Pressefoto

Gudenåparken, Hornbæk Enge og Vorup Enge ligger smukt rundt om Gudenåen, og nu har borgerne i Randers muligheder for at få 9 guidede ture på 9 måneder i det skønne bynære naturområde med naturvejleder Helle-Marie Taastrøm.

Den første tur foregår onsdag den 5. april med start klokken 13.30 og varer til cirka 15.30.

De øvrige ture arrangeres i løbet af 2017, hvor man kan få et spændende indblik i årstidernes gang i engene omkring Gudenåen.

Naturvejleder og leder af Randers Naturcenter, Helle-Marie Taastrøm er vært på de ni guidede ture, som bliver afviklet hver måned fra marts til december for borgere, som gerne vil opleve naturen og måske ikke har lyst til at gå lange ture alene.

– Jeg har oplevet, at det giver mere tryghed for nogen af vores borgere, hvis de har nogen at følges med på turene rundt i området, fortæller Helle-Marie Taastrøm.

Turen er 7,4 kilometer lang, og på vejen vil der være små stop, hvor Helle-Marie fortæller om noget, der er aktuelt for årstiden, og eventuelt udpeger spiselige planter.

– Det skal være en god social oplevelse, hvor man oplever årstidernes skiften og samtidig lærer noget om den nære natur. Vi går selvfølgelig i et tempo, hvor alle kan være med, siger naturcenterlederen.

Datoer for de resterende ni ture kan man se på naturcenterets hjemmeside eller i årets naturfolder. Der er ingen tilmelding, og man kan bare dukke op på naturcenteret til udflugterne.

Kommentarer