Debat og politik

Omkostningsbestemt husleje – hvad rager det dig?

Af Jens Peter Hansen, Frie Stemmer – Jens Peter Hansen

Medlem af byrådet, Randers Kommune

Følger du lidt med i de politiske spilfægterier i Randers Byråd, er du sikkert opmærksom på, at den såkaldte omkostningsbestemte husleje var et af de mest betændte stridspunkter under budgetforhandlingerne for 2026.

På den ene side stod Socialdemokratiet med ti mandater og ville på ingen måde høre tale om at afskaffe ordningen. På den anden side stod Venstre med fem mandater og ville på ingen måde deltage i et budgetforlig, hvis ikke den blev fjernet.

Men rager det egentlig dig – hvis du bor i egen bolig, i en lejebolig opført efter 1992, eller i en ejendom med seks eller færre lejemål – altså hvis du enten ikke har en husleje eller ikke er omfattet af den omkostningsbestemte husleje?

Ja – det rager dig i allerhøjeste grad.

Som borger og dermed skatteyder i Randers Kommune er du med til at betale for og få del i den velfærd, fællesskabet leverer. Og her er det for de fleste tydeligt, at det ikke ligefrem er prangende, hvad fællesskabet leverer til dem, der faktisk kan og vil klare sig selv.

Forklaringen er, at vi bruger omkring 450 millioner kroner mere på indkomstoverførsler, end vi ville gøre, hvis Randers lå på landsgennemsnittet. Den væsentligste årsag er, at der findes alt for mange boliger af for ringe kvalitet – med huslejer, der er så lave, at de fungerer som et trækplaster for borgere på overførselsindkomst fra andre kommuner.

Hvidbogen fra Fremtidens Randers peger netop på dette som en afgørende udfordring, der skal løses. Derfor bør den omkostningsbestemte husleje afskaffes, så vi sender et klart signal til markedet om, at det igen skal kunne betale sig at investere i modernisering og byfornyelse – uden administrativt bøvl og indviklede pengestrømme.

Ved kommunalvalget i 2025 bør du derfor – også selv om ordningen ikke berører dig direkte – stemme på en kandidat, der vil arbejde for, at huslejer i stedet fastsættes efter det lejedes værdi.

På det kommende byrådsmøde har jeg sat spørgsmålet om afskaffelse på dagsordenen som et beslutningspunkt. Der vil næppe være flertal denne gang, men afstemningen vil vise, hvem der tager ansvar for, at flere skattekroner går til daginstitutioner, skoler, ældreomsorg og infrastruktur – frem for at finansiere tilflytning af ressourcesvage borgere.

Kommentarer