Omfattende svindel i Randersfirma rammer nu Spar Nord, der må nedjustere

Den svindelramte kornvirksomhed BMG på Haraldsvej i Randers, der i går måtte indgive konkursbegæring rammer nu også én af landets største banker, der i dag tirsdag nedjusterer sine forventninger til årets resultat.
Det meddeler banken i en Fondsbørsmeddelelse, hvor det blandt andet lyder:
– Spar Nord er blevet ramt af et uventet tab på en af bankens erhvervskunder som følge af en svindelsag hos denne, der har ført til virksomhedens konkurs og et forventet tab for banken på ca. 45 mio. kroner. Som et resultat heraf forventer banken nu et resultat efter skat i niveauet 920 mio. kroner mod tidligere i niveauet 1,0 mia. kroner.
Læs også: Svindel i grovvarefirma fra Randers
Topchef i Spar Nord Lasse Nyby udtaler i dag til Finans:
– BMG har været kunde hos os i flere år. Vi blev orienteret om deres situation i weekenden, og det kom virkelig som en overraskelse. Det var helt uventet, for der har ikke været nogen indikationer på det, der nu er kommet frem, lyder det fra topchefen.
Det Randers baserede BMG A/S blev etableret i 2004, og selskabet har de senere år haft pæne millionoverskud, men svindlen har angiveligt været så omfattende, at det har gjort selskabet insolvent og tvunget det ud i en konkurs.
Nyhed fik i dag Spar Nords aktiekurs til at falde fra kurs 58,40 til 55,50, men er senere i dag steget til kurs 56,90.
Kommentarer