Debat og politik

Omann: Sammen ruller Østjylland stærkere ind i fremtiden

940.000 borgere og flere på vej. 453.395 arbejdspladser. Alle undersøgelser viser, at vi hænger sammen på kryds og tværs. Vi handler, arbejder, dyrker fritiden eller besøger venner på kryds og tværs af kommunegrænser. Og når vi arbejder sammen, sætter fælles mål og forstår, at vi som område naturligt hører sammen, kan vi som østjysk fællesskab ualmindeligt meget. Det styrker os både som kommuner hver især og sammen. Og ikke mindst, går det godt for Østjylland – så er vi også med at til at trække hele landet.

12 østjyske kommuner er sammen i Business Region Aarhus. Det er landets største vækstområde uden for hovedstaden. Men et vækstområde skal udvikle sig hele tiden, ikke mindst i en verden, som bliver mere global. Det kræver, at vi på tværs af kommunegrænserne sikrer, at vores udvikling og vores planlægning af for eksempel veje hænger sammen med de omkringliggende kommuner og resten af landet.

Derfor har Business Region Aarhus kæmpet for tre spor på E45 og tak til alle, der kæmpede med og for regeringens vilje til at prioritere et tredje spor – i første omgang fra Skanderborg til Aarhus. Og derfor har Business Region Aarhus lagt flere strategiske spor for fælles turismeindsats, fælles fokus på IT og udvikling af en stærk gruppe af virksomheder, som sælger fremtidens fødevarer. Men vi stopper ikke her.

Næste udfordring er vores områdes evne til at konkurrere og vores produktivitet. Hvordan sikrer vi, at landets næststørste vækstområde stadig kan være med til at trække lokomotivet for hele Danmark? Hvordan sikrer vi, at Østjylland som et sammenhængende område står stærkt i den internationale konkurrence med andre byregioner i andre lande?

31. oktober mødes 500 beslutningstagere fra Østjylland til Østjysk Topmøde. Vi stiller skarpt på, hvordan vi sammen på tværs af virksomheder, borgere og politikere forstår at gribe den fjerde industrielle revolution. For den er her. Nu. Og den forandrer spillet.

Vi står på skuldrene af stærke virksomheder, som byggede Østjylland op til sin nuværende position. Vores fælles konkurrenceevne ligger på en 17. plads ud af 74 byregioner. I den arbejdsgruppe i Business Region Aarhus, jeg er med til at starte omkring samarbejde mellem viden og produktion, taler universitets-folk om at være med på beatet i forhold til nye produkter, nye materialer og ny brug af it/big data.

Det er nu, vi i Business Region Aarhus skaber forudsætningerne for, at østjyske – og dermed også Randers-virksomheder er med helt fremme på disse områder. Det skal vi gøre sammen. Vi starter ved Østjysk Topmøde.

Kommentarer